Luk

Lungi og Norwich gik til tops på sent comeback

| Championship | 2 kommentarer

Jacob Lungi Sørensen spillede hele kampen da Norwich vendte 0-1 til 2-1 i de sidste ti minutter mod Sheffield Wednesday og dermed gik på førstepladsen i Championship. 

Norwich og Jacob Lungi Sørensen har gang i en god sæson. Lørdag kunne de generobre førstepladsen i Championship, efter Bournemouth havde taget den frem dem med en sejr fredag aften.

Modstanderen var Sheffield Wednesday, der omvendt lå næstsidst i rækken inden kampen, hvor det selvfølgelig skal nævnes, at holdet har fået en pointstraf på seks point.

Efter bare fire minuttes spil var Lungi ved at bringe hjemmeholdet i front, da han blev spillet til en afslutning fra en spids vinkel, som gæsternes målmand måtte give hjørnespark på.

Kort før pausen sendte Norwichs Mario Vrancic et frispark på overliggeren, men der faldt ingen scoringer i en chancefattig første halvleg.

Det gjorde der til gengæld efter en times spil, da et tidligt indlæg fandt gæsternes Josh Windass, der udnyttede chancen og headede Sheffield foran med 1-0.

Ti minutter før tid spillede Mario Vrancic en glimrende bold ind i feltet, hvor Josh Martin var løbet dybt og prikkede 1-1-scoringen i nettet.

Bare tre minutter senere diskede Vrancic op med et nyt genialt oplæg, da han med hælen fandt Max Aarons, der tæt under mål kunne sparke 2-1-sejren hjem til Norwich, der dermed generobrer førstepladsen i Championship.

Watford tabte point i topstriden, da de tabte 0-1 på hjemmebane mod Cardiff på en scoring af Kieffer Moore kort før pausen.

I Stoke spillede hjemmeholdet sig op på femtepladsen, da de slog Middlesbrough med 1-0. Scoringen faldt efter 19 minutters spil af unge Nathan Collins.

Luton fik en mand vist ud, da de gæstede Swansea, der vandt opgøret 2-0 på mål af Connor Roberts og Andre Ayew.


 


Af Andreas Roesen

2 kommentarer

Stoke-Per 19:09          
Sådan Stoke.
VIF57 19:49          
Stoke
Tirsdag 26. januar
Mandag 25. januar