Luk

Lungis Norwich tævede Emiliano og co. 6-0

| Carabao Cup | 4 kommentarer

Infoboks

Norwich - Bournemouth 6-0
Carabao Cup
12' 1-0 Christos Tzolis
26' 2-0 Kenny McLean
34' 3-0 Lukas Rupp
49' 4-0 Joshua Sargent
66' 5-0 Christos Tzolis
75' 6-0 Joshua Sargent

Premier League-oprykkerne fra Norwich imponerede stort mod Bournemouth, da de uddelte tørre tæsk til Championship-klubben i Carabao Cuppen. Det endte hele 6-0.

Tirsdag aften var der Carabao Cup på programmet, hvor Norwich med Jacob Lungi Sørensen i startopstillingen tog imod Bournemouth, der havde Emiliano Marcondes med fra start overfor Sørensen på den centrale midtbane.

Den nyudtagne danske landsholdsspiller Philip Billing fra Bournemouth var helt udeladt af kamptruppen.

På papiret var der lagt op til en lige kamp mellem de to klubber, men efter bare 12 minutter var der forskel at spore, da Norwichs nye signing og stortalent Christos Tzolis scorede til 1-0.

En lang aflevering nede fra Norwichs egen banehalvdel fandt den unge græker i dybden bag Bournemouths forsvarskæde, og her tog han et enkelt træk, lod en forsvarsspiller passere og halvflugtede den så ind i kassen.

Tzolis stod dog ikke alene på måltavlen særligt længe, da skotske Kenny McLean også ville være med.

Han gjorde det til 2-0 på et fremragende venstrebenshug uden for feltet efter et enkelt træk, der lagde den perfekt op for ham selv.

Og ligesom Tzolis hurtigt fik selskab af McLean på scoringstavlen, fik de begge det efter 33 minutters spil igen, da det denne gang var tyske Lukas Rupp, der ville lege med.

Et flot opspil gennem venstre side så målscorer Tzolis lægge bolden første gang indover til Rupp, som havde taget løbet fra midtbanen ind i feltet og efter et enkelt træk, lagde han bolden usvigeligt sikkert ind i siden af målet.

3-0 var resultatet til pausen, og Norwich havde dermed alligevel lynhurtigt vist, hvorfor de spiller i Premier League, og Bournemouth ikke gør længere.

Anden halvleg startede herefter, som første halvleg sluttede. Mål til Norwich – denne gang ved et andet af sommerens nyindkøb Joshua Sargent.

Den 21-årige angriber fulgte kvikt op ved bagerste stolpe som en vaskeægte målræv, efter at McLean tvang Bournemouth-keeper Orjan Nyland til kun at halvklare.

Voldsom udvikling for Bournemouth der simpelthen var blevet skilt ad af Premier League-klubben, men det stoppede heller ikke ved 4-0.

Efter 67 minutters spil var målscoreren til 1-0, Tzolis, nemlig på pletten igen. Sargent opfangede en skidt bold fra målmand Nyland, som han sendte ind foran til en glidende Tzolis, der kom først på bolden.

Kort efter blev det også til tenniscifrene 6-0, da Sargent nok engang var på pletten, selvom han nærmest faldt bolden ind over stregen.

Norwich er herved stensikkert videre til 1/16-finalerne i Carabao Cuppen. 

Andre steder blev der også spillet Carabao Cup. 

Her gik Swansea videre efter en 4-1-sejr, da de tog imod Plymouth, og Oldham gjorde dem kunsten efter, da de slog Accrington Stanley ud efter straffesparkskonkurrence. 

Swansea og Oldham er dermed også videre til 1/16-finalerne.


Af Kristoffer Lind Pedersen

4 kommentarer

anygivenday 22:09          
&beerbelly
Ja jeg studsede og lige over det :-)
grumblesnake 22:22          
Direkte pinligt.
Når de er uden Billing og Solanke er det dog nok heller ikke A-holdet de har valgt.
LosMillonarios 22:57          
6-0 er da ikke så stor forskel ;-)
Søndag 17. oktober
Lørdag 16. oktober