Lyngby Boldklub rykkede søndag op i Superligaen, da klubben slog Vendsyssel FF med 2-1 på udebane.
Det var lidt af en oplevelse for administrerende direktør Andreas Byder, som efterhånden har fået armene ned igen.
- Det var nogle vilde 24 timer, men nu er det back to business og med krum hals ind i de opgaver, der venter, siger Andreas Byder til bold.dk.
- Jeg tror, jeg har fået 1000 lykønskninger – det er helt vildt. Men det er sjovt, og heldigvis er det sjovere opgaver, end da vi rykkede ned, siger han.
Der skal løbes stærkt
Lyngby havde egentlig planlagt, at en oprykning først skulle komme i 2021, men direktøren lever fint med, at den er kommet allerede nu.
- Det betyder sindssygt meget for selvforståelsen, men det betyder også, at vi skal løbe lidt hurtigere for at nå det skridt op, som vi havde regnet med at bruge et år mere på.
- Men jeg har dannet mig et overblik, og vi skal nok nå det.
- Superligaen er kommet lidt tidligere end beregnet, men det tager vi gerne med, siger Andreas Byder.
Som at have en kiosk på hjørnet
Lige nu løber de altså ekstra stærkt i Lyngby, og direktøren kan godt mærke, at han får travlt i den kommende tid.
- Som jeg sagde til en af mine kolleger forleden, så er 1. division lidt som at have en kiosk på hjørnet, og når man så åbner, er der pludselig bygget en metro lige ved siden af.
- Sådan har vi det lige nu – det vælter ind med forespørgsler, lykønskninger og mulige sponsorer.
- Der venter en kolossal udfordring – en helt sindssyg udfordring – i forhold til bevågenheden. Men det lægger sig formentlig om nogle dage, og så trækker vi arbejdstøjet, siger han.
Klog af skade
Lyngby Boldklub var så sent som i februar sidste år på randen til konkurs, og klubben har generelt lidt af en historie med store satsninger, som derefter er krakeleret.
Sådan kommer det ikke til at gå denne gang, slår direktøren fast.
- Vi har kontrol over situationen, garanterer Andreas Byder.
- Det, der er vigtigt, er, at vi holder fast i vores strategiske beslutninger. Vi skal stadig spille ungt og med egne spillere. Vi skal ikke ud og købe eller leje et hold – vi skal gøre det klogt denne gang.
- Her lige efter oprykningen kan man da godt blive fristet af alt muligt, men vi er blevet kloge af skade, og vi holder fast i den økonomi, strategi og det budget, vi har lagt for de kommende tre år.
- Vi har nogle kræfter i bestyrelsen og ejerkredsen, som kender alt til det her. De ryster ikke på hånden, og vi får ikke tilført 15 millioner kroner i morgen, siger Andreas Byder.
- Vi er ydmyge
Derimod skal Lyngby Boldklub holde fast i den treårsplan, der er blevet lagt, og det handler blandt andet om at overholde budgetterne, hvilket ikke tidligere har været en selvfølge.
- Helt groft sagt har vi fået en pose penge af vores investorer, og dem skal vi klare os for de næste tre år, og det har vi lagt vores budgetter efter, siger Andreas Byder.
- Jeg har lige fået månedsregnskabet for april, og vi holder det fuldstændig til punkt og prikke – faktisk er vi lidt over budgetteringen på sponsorater.
- De penge, vores investorer har valgt at bruge over de næste tre år, er de samme, som hvis det havde heddet 1. division eller 2. division.
- Vi er ydmyge, og vi ved, det kræver sindssygt hårdt arbejde.
Måske ny pølsevogn
Han fortæller, at Lyngby nu eksempelvis får flere tv-penge end tidligere, men udgifterne stiger også, og der bliver ikke budgetteret med voldsomme stigninger i sponsorindtægterne.
- Hvis vi går lidt over sponsorbudgettet, så skal vores investorer komme med lidt færre penge – eller også kan de sige, at vi skal have en ny pølsevogn på stadion eller sådan noget.
- Det er lidt ligesom at sige til konen, at vi har det her budget for resten af måneden, og hvis hun så vinder 500 på lottokuponen, så kan hun vælge at bruge dem på et eller andet, siger Byder med let latter.
Lyngby Boldklub blev reddet fra konkurs i februar sidste år, da en gruppe under navnet Friends of Lyngby gik ind som ny ejer.


Lyngby Boldklub
Betinia Liga



























