Når Lyngby og Brøndby søndag mødes i 3F Superligaen, bliver kampen efter al sandsynlighed spillet på Lyngby Stadion som planlagt.
Hjemmeholdet havde ellers undersøgt muligheden for at rykke kampen til Helsingør Stadion, som har kunstgræs, men flytningen blev ikke godtaget, da stadion i Helsingør ikke lever op til kravene til en tv-produktion.
At tommelfingeren blev vendt nedad, er ikke noget, der får pisset i kog i Lyngby.
- Overhovedet ikke. Der er mange hensyn at tage, og her er rettighedshaverne jo en af mange vigtige aktører, også for os i Lyngby.
- Så når man ikke kan lave en ordentlig produktion i Helsingør, så er det, som det er. Det er vi ikke fornærmede over på nogen måde, siger Lyngbys kommunikationschef Kristian Maimann til bold.dk.
Banen kan blive ødelagt
Store dele af Danmark er for tiden ramt af sne, og banen i Lyngby er i skrivende stund også mere hvid end grøn.
Det forventes, at banen bliver klar til søndagens kamp, men Lyngby frygter, at godt 90 minutters Superliga-fodbold vil gøre stor skade på banen frem mod resten af foråret.
- Vi er på nuværende tidspunkt så sikre på, at vi kan spille, som vi kan være. Vejret driller lidt, men varmen i banen har kørt i noget tid efterhånden, så vi regner ikke med, at der bliver problemer. Det er mere, hvad selve kampen gør af skade på banen fremadrettet, som bekymrer os.
- Banen er lige pt. hverken bedre eller værre end tilsvarende græsbaner på andre stadions, der ikke har været i brug endnu. Det, vi frygter, er, at banen bliver kørt helt op i kampen på søndag, og at det betyder varige eller uoprettelige skader, som kan trækkes med ind i sommerhalvåret.
- Og så synes vi, at Superligaen som produkt fortjener bedre end de ødelagte baner, som vi allerede har set flere steder.
- Det er mere rettidig omhu, end det er et spørgsmål om, om man kan spille eller ej. Det er tydeligt, at der ikke er plads til udsatte kampe i Superligaen, så vi vil hellere være i god tid med eventuelle alternativer. Særligt når vi har to hjemmekampe på otte dage.
- Det gør det desuden logistisk muligt at flytte kampen, at der ikke er fans, siger Maimann, som forklarer, at det aldrig har været et tema at rykke kampen til Right to Dream Park i Farum.
At banen er udfordret, kunne måske få Lyngby til at overveje, hvorvidt banen på det kommende nye stadion i Lyngby skal have anlagt kunstgræs i stedet for naturgræs, men det er fortsat for tidligt at sige noget om, forklarer Maimann.
- Det har vi ikke taget stilling til, og nu skal vi jo lige have stadion sendt i udbud, før vi overvejer underlaget på banen, som vi i øvrigt har været rigtig godt tilfredse med.
- Umiddelbart spiller vi jo ukristeligt tidligt i år pga. et stramt program og en coronapandemi, der har skubbet alle kampene og vendt op og ned på Superligaens program. Det er primært det, vi forholder os til, forklarer han.
Lyngby tager imod Brøndby på søndag, inden holdet får besøg af FC København næste mandag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
3F Superliga

































