2021-02-14 08:00:02

Lyngby-ejer nyder vanvittig fodboldverden

Friends of Lyngby har ejet Lyngby Boldklub i tre år og kan se tilbage nå nogle vanvittige og fede år, og ejerne skal finde ud af, hvad der skal ske nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I februar 2018 var Lyngby få millimeter fra konkurs, men i sidste time trådte Friends of Lyngby til med nogle millioner og sikrede klubben overlevelse.

Siden da er der sket en masse i klubben. De to millioner er blevet til meget, meget mere, men det har også sikret en klub i balance.

Det har været nogle hårde år for ejerkredsen, men Friends of Lyngbys talsmand Mads Byder forklarer også, at det har været det hele værd.

- Allerede da vi startede for tre år siden, sagde Birger Jørgensen, at det at drive en fodboldklub er ekstremt hårdt arbejde, og man kun har noget at drikke champagne over to gange om året, men at de to gange til gengæld gør al det hårde arbejde værd.

- Her tre år efter må jeg bare sige, at han havde ret. Der er meget slid, men de par gange, man har noget at fejre, opvejer det hele, siger Mads Byder med et grin til bold.dk.

Pengene fossede ud

For Lyngby og ejerkredsen har været igennem nogle hårde år. Det startede i 2018, hvor klubben på mange områder ikke hang sammen, og hvor pengene fossede ud af kassen.

Det har krævet en masse ressourcer, store beslutninger og virkelig mange penge for, at Lyngby er nået til, hvor klubben er i dag.

- Da vi trådte til i klubben, troede vi, at det var to-tre millioner, vi skulle op med for at redde klubben. Det var det måske også for at betale de første regninger og undgå konkurs, men vi fandt hurtigt ud af, at det ville kræve meget mere at få klubben på ret kurs.

- Det første år, vi var i klubben, blev brugt på at redde klubben. Det hele var ved at falde fra hinanden, og jo dybere vi nåede ind, jo mere gik det op for os, hvor skidt det stod til.

- Vi kunne hurtigt se, at det snarere var 20 millioner end to millioner, vi skulle bruge, og efterhånden har vi brugt 40-45 millioner for at nå dertil, hvor vi er i dag.

- Vi skulle have lukket en masse huller, lavet aftaler med gamle kreditorer, og vi brugte mange millioner på at lukke et hul, vi ikke vidste, var så stort.

- Samtidig skulle vi redde en organisation og et akademi, som var ved at falde fra hinanden. 

- Vi har da brugt mange penge, men det har da været det mindste at finde de 20 millioner til at få lukket hullerne, og da vi havde fået ordnet det, stod vi stadig med en organisation, som var skævvredet, et akademi, som virkelig led og med et forhold til moderklubben, som også havde det svært.

- Nu har vi en organisation, som fungerer og er i sync, vi har det bedste forhold til moderklubben i mange år, akademiet er blandt de bedste i Danmark, og vi har fået lukket hullet økonomisk, siger Byder.

Mads Byder forklarer, at han og de øvrige ejere, som blandt andet tæller flere tidligere Lyngby-spillere som Anders Christiansen og Andreas Bjelland, er glade for, hvad de har opnået indtil nu. 

- Vi er meget stolte. Vi er 27 i ejerkredsen, og de fleste af os, og en god blanding af professionelle fodboldspillere, erhvervsmænd, som er lidt mere grå på toppen og os andre midt imellem fik en rigtig god snak over Teams.

- Vi er mange, der kom fra erhvervslivet og kom for at redde Lyngby og ikke vidste, hvad vi gik ind til, og man kan roligt sige, at vi er blevet klogere.

- Det tog et års tid at redde klubben, og nu har det taget os et par år at lære at drive klubben. Det næste step er så, at vi skal udvikle klubben.

Må ikke stagnere

Lyngby har i dag fået skåret en masse udgifter fra og har styr på driften. Det betyder dog ikke, at Friends of Lyngbys arbejde er færdigt, for nu skal klubben udvikles.

Sker det ikke, frygter Mads Byder, at klubben går i stå.

- Der skal træffes en strategisk beslutning om, hvad der skal ske nu. Hvis vi ‘bare’ driver klubben, kan vi være glade og tilfredse, men som fodbold-Danmark ser ud nu, og vi ser på den udvikling, der sker i andre klubber, vil vores spektre være at ligge mellem toppen af Superligaen og bunden af 2. division, hvis vi ikke gør noget.

- Vi kan drive klubben forsvarligt rigtig længe, men vil vi også blive ved med at rykke os og blive i toppen, skal vi udvikle os. Hvis vi bare sikrer drift, mens alle andre klubber udvikler sig, ryger vi ned gennem rækkerne, og det vil vi selvfølgelig gerne undgå.

- Vi ved, det koster penge med udvikling, og mange vil nok spørge, om det er det rigtige tidspunkt at gøre det nu, med corona og alt det, men det mener jeg personligt, at det er.

- Vi ser jo på klubberne omkring os, at der hele tiden kommer udenlandske ejere med en masse penge, og de klubber vil jo udvikle sig meget de kommende år, og følger vi ikke med, kan det få konsekvenser sportsligt. Vi skal finde ud af, hvad vi kan, og hvad vi vil.

- Jeg mener, vi skal finde penge og ressourcer til at udvikle os, så vi stadig kan være med i toppen af dansk fodbold, for gør vi ikke det, men bare holder os til at kunne drive klubben, vil vi blive overhalet, og så kan vi pludselig ligge i bunden af 2. division.

- Det er en konsekvens af, at så mange andre klubber virkelig rykker på sig med nye ejere, som for eksempel i HB Køge, som bliver i stand til at hente en spiller som Mike Jensen.

- Vi står på tærsklen til et nyt kapitel, og hvad der skal ske, ved vi ikke med sikkerhed endnu. 

- Nogle klubber vælger jo at finde en partner, som vil være med, nogle ejere vælger at gribe dybere i lommerne for at sikre udviklingen, men man kan også træffe den beslutning, at man er rigelig tilfreds med, hvor man er nu med en klub med sund økonomi og en god organisation.

Fodboldverdenen har overrasket

Efter tre år i Lyngby kan Mads Byder og co. skrive under på, at fodboldbranchen ikke er som de fleste andre brancher.

- Vi er mange i Friends of Lyngby, som aldrig havde stiftet bekendtskab med fodboldverdenen før, og vi er sgu overraskede over, hvordan det fungerer.

- Vi er mange med stor erfaring i erhvervsbranchen, men fodbold giver bare et kick og en uforudsigelighed, vi ikke kendte til. 

- Det er som en rutsjebanetur, hvor vi ikke selv kan styre det, som vi er vant til fra andre brancher, og det har været en stor oplevelse at være en del af dette fantastiske cirkus.

- Det er jo ikke så dumt, at det kilder lidt i maven, når man er fyldt 35, 45 eller 55 år, og som medejer af en Superliga-klub i nu tre år kan jeg understrege, at det er en følelse, man ofte mærker. Og det er fedt, siger Byder til bold.dk. 

Lyngby ligger nummer 11 i Superligaen og tager søndag imod Brøndby.

 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce