Luk

Lyngby fik forrygende udgangspunkt

| 3F Superliga | 44 kommentarer

Infoboks

Hobro - Lyngby 1-2
Superligaen Nedryknings-playoff
11' 1-0 Imed Louati
55' 1-1 Rezan Corlu
87' 1-2 Frederik Gytkjær

Hobro var tidligt foran i den første af to playoff-dueller om nedrykning, men Lyngby vendte det hele på hovedet og tog en 2-1-sejr med hjem.

3F Superligaen kunne byde på en sand gyser mandag aften, da Lyngby var gæster hos Hobro.

Her var der en direkte duel om overlevelse på menuen, da de to hold tørnede sammen i det første af to opgør, der skulle afgøre, om det hedder Superliga eller 1. division for de to hold efter sommerferien.

Gæsterne fra Lyngby kom fint fra start, hvor holdets tilbagevendte profil Rezan Corlu forsøgte sig med en afslutning fra kanten af feltet, men Jesper Rask reddede sikkert.

Men så tog hjemmeholdet over.

Først kom Hobro meget tæt på føringen, da et hjørnespark blev headet snert over mål ved forreste stolpe.

Så skulle man tro, at Lyngby var advaret, men få minutter senere var opskriften den samme, og her headede Imed Louati den over i den lange hjørne. 1-0 til Hobro.

Det mål gav tydeligvis hjemmeholdet selvtillid og ro på tingene, hvor Rezan Corlu til tider virkede til at være ene mand om at skabe noget offensivt for gæsterne.

Alligevel skulle man kigge forholdsvist langt efter de store chancer, indtil ti minutter før pausen hvor Rasmus Minor burde have fordoblet føringen.

Midterforsvareren steg højest på et indlæg og headede mod mål, men Lyngby-forsvaret fik afværget på stregen.

Kort efter blev Hobro tvunget til at udskifte Mikkel Pedersen, der havde fået et slag mod hovedet.

Med få minutter til pausen var Corlu igen tæt på at skabe lidt magi oppe foran for Lyngby, da han drev gæk med Hobro-forsvaret, inden han lagde bolden på tværs, men Patrick da Silva kunne lige akkurat ikke nå frem til afslutningen.

Efter pausen fortsatte den intense, men lidt chancefattige affære.

Babayan forsøgte sig fra distancen efter et godt Hobro-opspil, men bolden strøg tæt forbi Lyngby-målet.

Få minutter senere forsøgte Rezan Corlu sig også udefra, da han bankede en bold mod kassen fra højre side i banen. Bolden 'brækkede' i luften og snød Jesper Rask i Hobro-målet, så bolden røg i nettet til 1-1.

Det fik Hobro lidt længere frem på banen igen, men uden at de formåede at svare hurtigt igen. Ønsket om en ny Hobro-føring blev desuden udfordret yderligere med 20 minutter igen, da Emmanuel Sabbi gik skadet ud til fordel for Pål Alexander Kirkevold.

Med et kvarter igen kom Frederik Gytkjær til en god mulighed, da han blev spillet fri i højre side af feltet. Fra en spids vinkel trykkede han resolut af, men Jesper Rask klarede med en fin parade.

Mod kampens slutning kom Lyngby tæt på at snuppe sejren, da Emil Nielsen sled sig i gennem til en afslutning, men Simon Jakobsen fik blokeret til hjørnespark.

Helt så godt gik det ikke for Hobro med tre minutter igen af den ordinære spilletid, da Hobro mistede bolden lige foran eget felt. Her fra trak Frederik Gytkjær sig fri og sparkede 2-1-føringen i hus for Lyngby.

Det blev også slutresultatet, hvilket betyder, at Lyngby får et yderst brugbart udgangspunkt med hjem til Lyngby, hvor der er returkamp på mandag. 

Støt Lyngby Boldklub - forudbestil din 100-års jubilæumstrøje


Af Andreas Roesen
Søndag 29. november