Luk

Lyngby kalder på NFC-profil: Vitalt B.93-udlån

| NordicBet Liga | 4 kommentarer

Infoboks

Nykøbing FC-profilen Sebastian Koch skifter til nytår til Lyngby. Det skifte op ad rangstigen kommer efter en opblomstring i barndomsklubben, hvor et udlån til B.93 blev afgørende for gennembruddet.

Det er ikke til at tage fejl af, når man taler med Sebastian Koch.

Han nærer store følelser for barndomsklubben Nykøbing FC, hvor han over de seneste sæsoner har udviklet sig til at blive en særdeles afgørende profil i offensiven hos Falster-klubben.

Men snart skal navlestrengen klippes over.

I sommer skrev den 25-årige kantspiller nemlig under på en kontrakt med superliganedrykkerne fra Lyngby, der effektueres fra nytår.

Det kan mærkes for tiden, hvor Koch nærmer sig sine to sidste kampe i barndomsklubben, som han altså har kunnet tage en lang afsked med i denne halvsæson.

- Jeg går med følelsen af, at en æra er ved at blive afsluttet. Det har været vigtigt for mig at efterlade klubben i en god forfatning og slutte godt af, og det synes jeg, at jeg gør. 

- Særligt, hvis vi kan blive i top seks, hvor vi er nu. Der vil jeg gerne aflevere klubben, inden jeg skal videre mod Lyngby, siger han til bold.dk.

Tvivlede på gennembruddet: Afgørende udlån

Men vejen til at blive en profil, der på grund af interesse fra andre klubber skal tage afsked med klubben, har ikke altid ligget i kortene.

I januar 2019 var der langt til spilletid, så Koch måtte en tur ned på udlån hos B.93 i 2. division, og det skulle vise sig at blive afgørende for de senere års succes på Falster.

- Udlånet blev et springbræt for, at jeg kom tilbage med en masse selvtillid, som jeg tog med ind på holdet i Nykøbing FC og det var helt klart noget, der gjorde, at jeg kunne blive en profil i Nykøbing. 

- Så det var en rigtig god beslutning Claus Jensen (nuværende manager i NFC, red.) og jeg tog dengang, siger han og fortæller, at han var begyndt at tvivle på gennembruddet i barndomsklubben.

- Det gjorde jeg da. Jeg havde min tvivl, det er ikke nogen hemmelighed. Jeg så det som det sidste skud for at kunne få et endeligt gennembrud i Nykøbing. Jeg har ekstremt meget tillid til Claus, og han rådede mig til det. Han sagde, han så nogle ting i mig, og de kunne blive forløst ved et lejeophold, og hans ord hjalp mig med at se kvaliteter hos mig selv.

Koch er ifølge Transfermarkt noteret for 110 kampe for NFC med 39 mål og ti oplæg til følge.

Vil i Superligaen med Lyngby: Minder om NFC

Efter B.93 er Koch blevet en af Nykøbings vigtigste spillere, og med succes kommer ambitioner ofte.

Koch har før luftet drømmen om, at han gerne vil i Superligaen, og netop den ambition samt Lyngbys Nykøbing FC-lignende spillestil gjorde udslaget, da Koch i sommer gik ind i det sidste halve år af sin kontraktperiode og frit kunne forhandle kontrakt med interesserede klubber.

- Der har været meget interesse det sidste års tid fra mange forskellige klubber. Nogle har henvendt sig til Nykøbing, men det har ikke været interessant nok for klubben, så det har ikke været op til mig at forholde mig til. 

- Jeg nåede ikke at snakke frit med så mange klubber, fordi jeg havde en god forlængelse med Lyngby, som jeg skrev tidligt under med, da jeg kunne, siger han og begrunder sit valg:

- Lyngby har altid været en stor klub i Danmark. De spiller noget god fodbold, der passer godt til mig, og det minder faktisk lidt om, hvordan vi gør det i Nykøbing. Det handler også om, at jeg ville prøve at tage et skridt opad og samtidig se, om jeg kunne fortsætte i samme spillestil.

- Det var et godt match og en god fornemmelse, og så vurderede jeg selvfølgelig også, at det er en klub, der har god mulighed for at rykke op i Superligaen.

Lyngby er i øjeblikket nummer to i 1. division.

Er sluttet godt af: Vil efterlade NFC i top seks

I denne sæson er Sebastian Koch noteret for ni mål og to oplæg, selv om han siden sommer har vidst, at han skulle videre i karrieren.

Det er han meget tilfreds med, og han håber at kunne holde Nykøbing FC i top seks, mens han er i klubben.

- Jeg er rigtig glad for at kunne have hjulpet klubben med den succes, vi har lige nu. Vi er omkring målsætningen, og det har bare været fedt at kunne bidrage med mål og oplæg, samtidig med at jeg har været en afgørende offensiv spiller, for det er sådan, jeg gerne vil være, siger han og fortæller, hvorfor han endte med at skulle bruge et halvt år i NFC.

- Klubberne kunne ikke blive enige om noget økonomi i skiftet, så det var ikke helt op til mig. Det endte så med den her løsning, og jeg har valgt at prøve at få det bedste ud af det.

- Min fordel har været, at jeg har spillet i en klub, der har betydet rigtig meget for mig. Jeg måtte ikke bare væk fra Nykøbing, da vi lavede aftalen, for jeg har mange følelser her, så det var ikke det værste, der kunne ske.

Særligt et minde kommer til at stå først for, når Koch tænker tilbage på det sidste halve år i klubben: Nemlig 3-1-sejren over FC København i Sydbank Pokalen.

- Kampen mod FCK taler for sig selv. Det er et minde, jeg vil tage med mig altid, og det er der ikke meget, der kan måle sig med, så det kommer til at være et stort højdepunkt for mig. Det betød meget for både medspillere, klub og fans, hvordan vi præsterede der.

Koch har i Lyngby lavet en aftale til 2024.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 25. januar
Mandag 24. januar