Luk

Lyngby leverede stærk sejr i Bratislava

| Europa League | 40 kommentarer
Lyngby leverede stærk sejr i Bratislava
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Lyngby var under pres ude mod Slovan Bratislava, men Jeppe Kjær sikrede de kongeblå en flot sejr på 1-0.

Lyngby klarede sig i sikker stil videre fra første runde i Europa League-kvalifikationen, da de slog Bangor City med samlet 4-0. Dermed var de kongeblå klar til anden runde, hvor man i dag gæstede Slovan Bratislava.

Lyngby var undertippede i opgøret, og det var da også hjemmeholdet, der tog taktstokken fra start. Kort inde i opgøret var Jakub Mares på spil, men hans hovedstødsafslutning tog indersiden af stolpen.

Midt i første halvleg havde Slovan endda bolden i netmaskerne, men igen kunne Lyngby ånde lettet op, for scoringen blev annulleret for offside. Hjemmeholdet forsatte presset, men Mikkel Andersen tog godt fra i skydeteltet.

I anden halvleg kom Lyngby bedre med, og presset mod danskernes mål blev lettet lidt. Alligevel var det dog noget af en overraskelse, at David Nielsens tropper med et kvarter igen bragte sig i front.

Indskiftede David Boysen sendte bolden ind på midten til Jeppe Kjær, der ikke svigtede i situationen. 1-0 til Lyngby.

Slovan Bratislava pressede herefter godt på, men slovakkerne løb gang på gang panden mod Lyngbys særdeles solide forsvarsmur, og når den faldt, var Mikkel Andersen klar i målet.

Lyngby red stormen af og kan rejse hjem med en overraskende 1-0-sejr, så de står med et godt udgangspunkt før returen på hjemmebane på torsdag.


Af Jesper Helmin
Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober