Luk

Lyngby og Vejle delte i chancefattig affære

| 3F Superliga | 21 kommentarer

Infoboks

Lyngby - Vejle Boldklub 0-0
Superligaen Nedrykningsspil

Lyngby og Vejle Boldklub spillede tirsdag aften 0-0 i en chancefattig kamp i 3F Superligaens nedrykningsspil.

Lyngby tog tirsdag aften imod Vejle Boldklub i 3F Superligaens nedrykningsspil, hvor gæsterne skulle prøve at hente den første udebanesejr i fire kampe.

Omvendt kunne nedrykningskandidaterne fra Lyngby med en sejr mindske afstanden til netop Vejle, der inden kampen var fire point foran i tabellen.

Begge hold måtte undvære flere spillere op til kampen. Blandt andet havde Vejle den offensive profil Wahid Faghir ude med en skade, mens Juhani Ojala afsonede karantæne, ligesom hjemmeholdets Pascal Gregor gjorde.

Fraværene var dog ikke til at se fra kampens indledning, hvor der var fine offensive takter fra især Lyngbys side.

Flere gange forsøgte hjemmeholdet at spille sig igennem gæsternes defensiv, men Vejles Denis Kolinger var klar fra start, og i flere omgange fik forsvareren forhindret Lyngby i at komme frem til chancer.

Efter 12 minutter var der behov for et kort VAR-gennemsyn, da en mulig hånd på bolden i Vejle-feltet skulle ses igen, men dommer Sandi Putros så ingen forseelse.

Som tiden skred frem kom Vejle bedre med i spillet, og opgøret udviklede sig til en mere taktisk affære, hvor der var langt mellem chancerne.

Vejles bedste chance i første halvleg kom efter 31 minutter, da Thomas Mikkelsen havde forladt sit mål, hvilket gav plads til Lukas Engels afslutning, men midtbanespilleren skød langt forbi kassen.

Øjeblikket efter fik Jens Martin Gammelby smidt en lang bold efter sig i modsatte ende, men han kunne akkurat ikke nå frem til bolden, hvorfor muligheden løb ud i sandet.

Mathias Hebo Rasmussen fik kampens vel nok største chance efter 37 minutter, da en god bold blev spillet stukket ned bag Vejle-forsvaret, hvor midtbanespilleren forsøgte at sparke bolden mellem benene på Alexander Brunst i Vejle-målet.

Målmanden var dog klar med et fin redning, og så kunne mandskaberne gå til pause med 0-0 på måltavlen.

Efter pausen var spillet på banen fortsat en taktisk affære, hvor der var langt mellem de oplagte scoringschancer.

Begge hold pressede på for et føringsmål, men de sidste afleveringer manglede i flere tilfælde kvalitet.

Efter 69 minutter fik Vejle dog vist prøver på gæsternes offensive kvaliteter, da Pierre Bengtsson kom til baglinjen og fik sendt en aflevering på tværs til Allan Sousa, der dog ikke fik behandlet bolden godt nok i situationen.

10 minutter senere var Vejle igen tæt på, da et indlæg sejlede ind i Lyngby-feltet, hvor kun en god redning fra Thomas Mikkelsen i sidste ende betød, at Lyngby ikke kom bagud.

Vejle pressede også mest på i slutningen af anden halvleg, men da Sandi Putros fløjtede kampen af, havde ingen af holdene formået at sparke bolden i mål.

Med det ene point har Lyngby fortsat fire point op til Vejle over stregen.

Støt Lyngby Boldklub - forudbestil din 100-års jubilæumstrøje


Af Krister Olsen

21 kommentarer

Kenken 20:24          
Den kamp havde Vejle chancerne til at trække sig sejrrigt ud af Uafgjort dog fair resultat
Pulv 20:28          
Egentlig en kamp med god tænding på, og tilfældigheder kunne have givet sejren til et af holdene, men uafgjort et fair resultat.

Efter de første 10 minutter så det godt nok skidt ud med Vejle briller, men de fik heldigvis kæmpet sig ind i kampen, og set over hele kampen var VB vel farligst - uden at det på nogen måde blev rigtigt farligt.

Ud over nogle småting, så synes jeg faktisk også at Putros gjorde det ok med fløjten i dag, og det er jo ikke hver gang, man kan sige det om ham.
Nørreskoven 20:29          
Til Danmarks mindst farlige hold søges træner (med bare lidt offensiv tilgang) og angriber (der bare gider at løbe lidt).
Tiltrædelse omgående.
Mvh.
Vejle Boldklub
Mac68 20:29          
Frisk indhop af Ekiteke, mon ikke han spiller fra start næste gang, og German kan så få sætte sig på bænken igen. Heldigt at den elendige start ikke kostede, med VB bedst i 2. halvleg var uafgjort vel egentlig fair nok.
metode 20:31          
Ekiteke så godt nok lovende ud, fik virkelig meget ud af virkelig lidt. Det var ikke meget de andre Vejle spillere ville med frem.
BoroDane 20:39          
Så kun 2. halvleg men jøsses et par tandløse hold på den sidste tredjedel. Det var ikke mange sekunder bolden var i de to felter.
Crusader 20:52          
Ja, det var sgu ikke kønt fra nogle af holdene - håber vi kommer op i gear hurtigst muligt.
Tirsdag 20. april