Luk

Lyngby sejrede trods vildt Kim Aabech-mål

| NordicBet Liga | 8 kommentarer

Infoboks

Lyngby - Hvidovre IF 3-1
NordicBet Liga
1' 0-1 Kim Aabech
11' 1-1 Magnus Westergaard
19' 2-1 Magnus Westergaard
22' 3-1 Kasper Jørgensen

Kim Aabech scorede et drømmemål efter godt 24 sekunder, men Lyngby endte med at hente en 3-1-sejr hjemme over Hvidovre, og de kongeblå rykker op på andenpladsen i 1. division.

Lyngby tog lørdag imod Hvidovre i en kamp mellem nummer fire og nummer tre i 1. division, og der kom gang i den fra første fløjt.

Blot 24 sekunder skulle der gå, før Hvidovre havde chokstartet i Lyngby, og det var selvfølgelig gode gamle Kim Aabech med målet.

Fra kanten af feltet drejede han bolden over i fjerneste hjørne, stort set helt oppe i krogen, og så var Hvidovre i front med 1-0.

Føringen holdt dog kun ti minutters tid, for her udlignede Lyngby.

Svenn Crone tog en forrygende dribletur i højre side og sparkede på mål, men bolden gik på stolpen og i spil igen. Returen faldt til Magnus Westergaard, der sparkede Lyngby på 1-1.

Efter knap 20 minutter kom Lyngby så på 2-1, og igen var det Westergaard med målet.

Et indlæg blev smidt i feltet, og Westergaard steg til vejrs og vandt duellen mod Hvidovre-målmand Marco Brylov, og så lå bolden i nettet igen.

To minutter senere blev det så også 3-1 til Lyngby, og det var efter et hjørnespark. Hvidovre fik ikke ekspederet bolden væk, og så stod Kasper Jørgensen klar til at brage kuglen i kassen.

Hvidovre tog Christopher Østberg ud efter en halv time, og Martin Spelmann kom ind i stedet.

Magnus Kaastrup var tæt på kort før pausen, da han fik en glimrende bold af Rasmus Thellufsen, men han tog et par driblinger for mange, og så løb muligheden ud over baglinjen.

Derfor stod det 3-1 til Lyngby ved pausen efter en forrygende første halvleg.

Anden halvleg blev ikke lige så mål- og chancerig som første, men Hvidovre kom godt ud og var opsatte på en reducering.

Tobias Thomsen, Marc Nielsen og Mikkel Nøhr havde blandt andre optræk til nogle muligheder, men helt tæt på kom de ikke.

Lyngby var dog i fin kontrol, og Frederik Gytkjær og Rezan Corlu noterede sig gode muligheder, ligesom Sævar Magnusson var tæt på en friløber til sidst.

Det forblev dog 3-1 til Lyngby, der dermed går forbi Hvidovre og op på andenpladsen i 1. division. Hvidovre dumper ned som nummer fire.


Af Sara Margren
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober