Luk

Lyon topper BIF-gruppe: Vild comeback-sejr

| Europa League | 0 kommentarer
Lyon topper BIF-gruppe: Vild comeback-sejr
Foto: Michal Cizek/AFP/Ritzau Scanpix

Lyon fortsætter dominansen i Europa Leagues gruppe A, da holdet slog Sparta Prag med 4-3 på udebane efter at have været bagud 0-2.

Mens Brøndby var på besøg hos Rangers i Europa Leagues gruppe A, havde Sparta Prag samtidig besøg af topholdet Lyon.

Sparta Prag, som var uden den langtidsskadede venstreback Casper Højer, fik en flyvende start på opgøret.

Lukas Haraslin førte efter fire minutter selv bolden frem og tog til sidst chancen fra kanten af feltet, og han kunne se bolden gå i nettet til en tidlig føring.

Bare et kvarter senere var Haraslin på pletten for hjemmeholdet igen.

Endnu en gang tog han sagen i egen hånd og endte med at sende bolden i mål ved den ene stolpe.

Efter scoringen kom Lyon bedre med, og kort før pausen lykkedes det gæsterne at få reduceret, da Karl Toko Ekambi modtog bolden fra Jerome Boateng og sparkede den i kassen til 1-2.

Lyon var bagud ved pausen, men der skulle ikke gå længe af anden halvleg, før holdet fik udlignet.

Profilen Houssem Aouar bankede bolden i nettet via den ene opstander, og så var der balance i regnskabet.

Comebacket blev fuldendt halvvejs i anden halvleg, da brasilianske Lucas Paqueta var kølig foran kassen og sendte bolden i mål til 3-2.

Godt en håndfuld minutter senere blev Lyons Malo Gusto sendt tidligt i bad efter at have modtaget sit andet gule kort, men selv med en mand i undertal var Lyon bedst.

Et par minutter før tid lukkede Karl Toko Ekambi således kampen med sin anden scoring til 4-2, inden Sparta Prag fik pyntet på resultatet med en scoring til 3-4 dybt inde i kampens tillægstid. 

Lyon kørte sejren hjem og topper dermed gruppe A med ni point for tre kampe. Sparta Prag har fire, Rangers tre og Brøndby et enkelt.

 


Af Mikkel Nøhr
Fredag 3. december
Torsdag 2. december