Målmaskinen ville betale tilbage til Aarhus

På bold.dk elsker vi Superligaen, og julekalenderen i år handler derfor om de spillere, som siden indførelsen af Superligaen i 1992 har spillet flest kampe i landets bedste række.

Vi har talt med de 25 spillere, som har flest optrædener i Superligaen, og der er massevis af gode historier i de mange tusinde kampe, som de 25 aktører har spillet.

Bag julekalenderens 15. låge finder vi Morten Duncan Rasmussen.

Den nuværende AGF-spiller har tidligere i karrieren også repræsenteret Brøndby IF, AaB og FC Midtjylland i landets bedste række, hvor han står noteret for 355 kampe, men ikke mindst også 145 mål, der gør den nu 32-årige angriber til den mest scorende spiller i Superligaens historie.

Drengetræneren døbte ham Duncan
Morten Rasmussen kom i en tidlig alder til AGF fra den aarhusianske forstadsklub Tilst, og ikke lang tid efter skiftet til byens hold fik han det kaldenavn, som han siden hen er blevet kendt under med en reference til Everton- og Rangers-legenden Duncan Ferguson. 

- Jeg kom til AGF som førsteårs lilleput, som det hed dengang. Per Thune var dengang en institution i sig selv i klubben, selvom han kun var holdleder for drengeholdet. Han var der altid og var alle steder. Han havde en finger på pulsen ved alle spillere.

-  Han var en, som alle havde et godt forhold til. Da jeg så blev drengespiller, mente han, at jeg i min spillestil mindede om Duncan Ferguson. Så kaldte han mig Duncan, og det har jo hængt rimelig godt ved siden, må man sige, siger han til bold.dk.

Rasmussen nåede dog ikke at spille meget ungdomsfodbold i AGF, før han som bare 17-årig fik debut i en kamp mod Lyngby den 12. maj 2002.

En debut der i den grad kom pludseligt for angriberen, hvilket i første omgang medførte en mindre kontrovers med den daværende ungdomstræner i AGF, Olafur Kristjansson.

- Det gik mega stærkt dengang. Det var ikke fordi, at jeg var fuldt med på Superliga-holdet, dengang jeg fik min debut. Jeg trænede kun med dem engang imellem, og derfor lå det ikke lige i kortene på det tidspunkt.

- Vi spillede faktisk en U19-kamp i midtugen i Vejle forinden min debut mod Lyngby, og jeg kan huske, at jeg havde scoret et par mål, og jeg synes selv, at jeg var ret godt kørende. Så blev jeg pillet ud af Olafur, og det var jeg godt nok ikke tilfreds med.

-  Jeg spurgte ham, hvorfor jeg ikke skulle have lov at spille færdig, når det gik så godt, men så var det altså fordi, at jeg skulle med Superliga-holdet i weekenden, siger Duncan.

Nedrykningsdrama blev aflyst
En uge efter debuten kom Duncan så for første gang på måltavlen i Superligaen, da han i sidste spillerunde mod Silkeborg scorede AGF’s andet mål i sejren på 4-0.

Der var lagt op til et sandt nedrykningsdrama, men da Vejle Boldklub fik fratrukket point, var der ikke så meget på spil. Det fik dog ikke stoppet en folkefest på Ceres Park, der dengang blot var kendt som Aarhus Idrætspark.

- Kampen mod Silkeborg var egentlig på papiret en vind-eller-forsvind-kampe, men i dagene op til fik Vejle frataget nogle point for en sag, der handlede om en ulovlig spiller, og så var vi egentlig sikret overlevelse inden kampen, husker Duncan.

- Men i ugen op til var det som om, at det var en vind-eller-forsvind-kamp, og jeg mener også, at der var tæt på udsolgt. Jeg kan huske, at vi efter at  have vundet, stod oppe på balkonen, mens fansene stod over hele banen og hyldede os. Det var noget af en oplevelse i bare anden kamp.

Til sæsonen 2002/03 blev Duncan så fast indlemmet i førsteholdstruppen, der havde fået Poul Hansen som ny cheftræner i sommerpausen. Her var han én af flere unge spillere i truppen.

- Vi var faktisk en del unge på holdet dengang. Leon (Andreasen, red.) og Staff (Steffen Rasmussen, red.) var der, og Anders Kure var der, så jeg var en del af de unge drenge.

- Vi havde jo bare på fuld fart på. Vi var vildt stolte af at være med på førsteholdet, så den fik fuld gas hver eneste træning og kamp.

De efterfølgende sæsoner bød på placeringer i den nederste ende af tabellen, selvom Duncan selv følte, at spillet og truppen i flere omgange var til mere.

- Vi blev blandt andet nummer ni i sæsonen 04/05, men jeg husker, at vi egentlig lå noget højere oppe i løbet af den sæson. Det var dengang, hvor Brian og Stig (Steen Nielsen og Tøfting, red.) begge spillede. Der synes jeg egentlig, at vi var bedre end den plads, vi endte på.

- Som ung spiller tror jeg ikke, at man tænker så meget på, hvor man ligger i tabellen, som jeg gør nu. Dengang var det bare en kamp ad gangen, hvor det handlede om at gøre det så godt som muligt. Jeg tror ikke, at jeg dengang tænkte over de mulige konsekvenser på samme måde.

- Som helt ung var det ikke fordi, at jeg var vildt stabil rent scoringsmæssigt, men i det sidste halvår inden jeg skiftede til Brøndby, scorede jeg en del mål, hvor jeg sådan rigtig kom i gang, siger Duncan.

Skiftet til Brøndby og AGF-nedrykning
I januar 2006 skiftede en dengang 21-årig Morten Duncan Rasmussen til de forsvarende mestre fra Brøndby, der efter mesterskabet i sæsonen forinden havde sagt farvel til angriberen Morten Skoubo, som i stedet var skiftet til spanske Real Sociedad.

Den første halvsæson blev dog spoleret af en skade, der opstod under en tur med U21-landsholdet, og samtidig kunne Duncan kun se til, mens AGF endte med at rykke ud af Superligaen. En oplevelse der i den grad påvirkede angriberen. 

- Det var forfærdeligt. Selv om jeg joker lidt med Steffen Rasmussen om, at jeg ikke har været med til en nedrykning, så var jeg selvfølgelig en del af det, da jeg spillede i den første halvsæson. Selvom jeg ikke var der, så følte jeg selvfølgelig, at jeg var en del af det.

Morten Duncan Rasmussen havde store forventninger til skiftet, som han mente, var godt fra alle involverede parter.

- Det var en stor chance for mig. De havde stadig Michael Laudrup som træner, og jeg tænkte, at det var et godt spring for mig. Jeg håbede at lære noget af en ny træner og et nyt sted, og jeg tror også, at AGF var glad for at sælge mig dengang, hvor de godt kunne bruge pengene.

- Havde de bedt mig om at blive til sommer, kunne det godt være, at jeg havde overvejet det, men de pressede også på for at få skiftet igennem, og så var det jo også en stor mulighed for mig.

I Brøndby havde Duncan pænt med succes til trods for holdets skiftende placeringer i midten af tabellen efter mesterskabssæsonen.

I 06/07-sæsonen scorede han 15 mål i 19 kampe, og da han i efteråret 2009 scorede 12 mål i 15 kampe var vejen pludselig banet for et udlandshold.

Skotsk skifte og mål fra start
Det skotske storhold Celtic var klar med en kontrakt gældende for tre et halvt år, og igen var Duncan klar på en ny oplevelse.

- Igen var jeg kommet til et tidspunkt, hvor jeg måske havde behov for at prøve noget nyt, og så viste Celtic interesse. Det var og er en kæmpe klub, og jeg tænkte, at det var en fantastisk mulighed, så jeg var meget glad for, at det skifte kunne komme på plads, siger Duncan.

- Man kan godt sige, at jeg tænkte, at det var en drømmekontrakt. Det var en kæmpe mulighed og et fedt sted at komme hen, hvor jeg også kunne prøve at opleve en anden fodboldkultur.

Skiftet til Celtic kom i stand den 25. januar, og derfra gik det stærkt for Duncan, der bare to dage senere fik sin debut i en kamp mod Hibernians, der dog endte med et nederlag på 1-0.

- Jeg var med på en tur med ligalandsholdet, da skiftet gik igennem. Vi fløj så med holdet hjem til Danmark, og fra lufthavnen tog jeg så direkte videre til Skotland, hvor vi fik skrevet under på papirerne.

- Så var jeg i gang med det samme og fik debut kort efter, så det gik vildt hurtigt. Det kunne jeg godt lide. Det var fedt, at jeg ikke fik at vide, at jeg først skulle bruge en måned på at lære mine holdkammerater at kende.

Til trods for en god debut og et mål i sin anden kamp fra klubben bød foråret ikke på så meget spilletid som håbet.

- Det var en anden træner, der hentede mig til klubben, men han blev fyret kort tid efter, og så overtog Neil Lennon, der dengang var reserveholdstræner, fortæller Duncan.

- Jeg spillede ikke fast, men fik alligevel 10 kampe i foråret. Det var egentlig fair nok, og jeg havde ikke forventet at være en stjerne og fast mand fra start eller noget. Jeg havde forventet, at man skulle levere, arbejde hårdt og gøre det godt, så det var helt fair.

Alligevel havde Duncan spillet sin sidste kamp for Celtic, da sæsonen sluttede. Efterfølgende startede en periode på to år med lejeophold hos tre forskellige klubber, heriblandt en kort tilbagevenden til Superligaen. Først ventede dog et ophold i tysk fodbold. 

- Mainz kom på banen om sommeren, efter jeg havde været i Skotland i et halvt år, og Celtic var fint tilfredse med, at jeg kunne blive lejet ud. De havde snakket om, at de gerne ville have mig til Championship, men så kom Mainz.

- Det var en kæmpe ting at komme til Bundesligaen, og det kunne jeg ikke sige nej til. Celtic gav udtryk for, at de håbede, at jeg kunne komme tilbage og bidrage.

I Tyskland startede Duncan igen som lyn og torden og scorede i sejre mod både Stuttgart og Wolfsburg.

- Jeg tænker tilbage på tiden i Mainz som noget fedt. Jeg startede inde i de tre første kampe, scorede to mål, og vi vandt alle tre kampe, så jeg husker det som en fed oplevelse.

- Jeg startede egentlig meget godt, men fik ikke så mange kampe. Det var også et godt hold, som jeg kom ned til. Jeg mener, at vi vandt de første syv kampe i ligaen, og det er ikke så tit, at de oplever det i Mainz.

- Jeg var da selvfølgelig lidt ærgerlig og træt af, at jeg ikke fik flere kampe, når jeg nu viste, at jeg godt kunne være med. Efter de første kampe sad jeg ude, og derfra lå det i kortene, at jeg skulle videre.

Tiltrængt spilletid og nedrykningsdrama med AaB
Mainz havde egentlig lejet den danske angriber for hele 10/11-sæsonen, men halvvejs igennem blev en aftale lavet med AaB, der dengang var i alvorlige problemer i bunden af Superligaen.

- Jeg havde haft Kent Nielsen som træner i Brøndby, og jeg snakkede lidt med ham, da AaB var i problemer på det tidspunkt. Så kom der en lejeaftale på plads, hvor de overtog det sidste halvår fra Mainz.

- Vi havde egentlig et ganske fint forår, men vi lå nummer 12, da jeg kom, og så var vi heldige i Parken, siger Duncan.

AaB havde brug for tre point for selv at sikre overlevelse i sæonens sidste spillerunde, hvor nordjyderne var på besøg i Parken, og FCK allerede var mestre.

FCK vandt kampen med 2-0, men AaB blev på utrolig vis reddet, da et vanvittigt drama mellem Randers og Esbjerg endte 2-2 – et resultat der sendte begge hold en tur i 1. division.

- Det var helt sindssygt. Vi havde Nicolai Volluartz som dommer, og det var hans sidste kamp. FCK blev mestre dengang, og derfor havde de kastet med badedyr i starten af kampen, så kampen var vist omkring 10 minutter forsinket.

- Da vi hørte, at Randers og Esbjerg var endt uafgjort, og vi derfor overlevede, blev det en helt mærkelig kamp i de sidste 10 minutter. FCK fejrede mesterskabet og spillerne rendte rundt og hyggede sig, og vi var ovenud glade for at blive oppe, husker Duncan.

Tyrkisk ophold og målmandsdebut
Missionen om overlevelse lykkedes i Aalborg, men derefter var det igen tilbage til Skotland for Duncan, der stadig ikke havde udsigt til spilletid.

- Da jeg var færdig i Aalborg, skulle jeg jo tilbage til Skotland, da de ejede mig. Så kunne jeg ellers gå rundt derover i en måned og vente på, at transfervinduet nærmede sig. Der begyndte jeg at kede mig lidt, da det stod klart, at jeg ikke havde en fremtid i Celtic.

Transfervinduet var allerede lukket i Danmark, da muligheden for et lejeophold hos den tyrkiske klub Sivasspor bød sig, og igen tøvede Duncan ikke med at forsøge sig med et nyt eventyr.

- Det var et fint hold, som hørte til midt i tabellen dengang, men det var ikke ligefrem den sjoveste by. Det lå oppe i bjergene inde midt i Tyrkiet, og der var godt nok koldt om vinteren. Sportsligt var det sjovt at prøve, og faciliteterne var rigtig gode.

Også i den tyrkiske liga fik Duncan markeret sig med flere kampafgørende scoringer undervejs, mens kampen mod Eskisehispor den 19. november 2011 vil blive husket for en helt særlig episode.

Et rødt kort til Sivasspors målmand betød, at Duncan efter vilde protester fra holdets træner måtte trække i handskerne.

- Vores træner ville udvandre fra kampen, da han var uenig i dommerens kendelse. Jeg gik over og sagde til ham, at jeg godt kunne stå lidt på mål, men han ville udvandre. Det endte dog med, at han fandt ud af, at det nok var bedst at spille kampen færdig.

- Jeg har godt kunne lidt at stå lidt på mål til træning engang imellem, så jeg tænkte, at jeg kunne få lov til at prøve det. Vi spillede faktisk ni mod elleve i de 20 minutter efter straffesparket, hvor de scorede, men derefter holdt vi nullet, så jeg var godt tilfreds med min målmandspræstation, siger Duncan med et smil.

Efteråret i Tyrkiet markerede det sidste udlejningsophold og samtidig afslutningen på Duncans udlandseventyr.

Trods mangel på spilletid ser Duncan tilbage på halvandet års udlandseventyr med tilfredshed efter flere store oplevelser.

- Selvom der ikke har været sportslig succes, de steder jeg har været, så synes jeg, det har været fede oplevelser alle sammen. Det var det også i Tyrkiet. Der er nogle kæmpe hold med vilde fans, som går op i det, så det var også en fed oplevelse.

- Jeg synes, at det er svært at pege på en enkelt oplevelse. Jeg synes, der var store oplevelser alle tre steder, men jeg ville selvfølgelig gerne have spillet noget mere, det siger sig selv.

Efter et halvt år i tyrkisk fodbold vendte Morten Duncan Rasmussen igen tilbage Celtic. Her ventede et halvt år uden spilletid og kun i sjældne tilfælde træning med førsteholdet.

- Efter opholdet i Tyrkiet var jeg tilbage et halvt år i Skotland. Jeg vidste godt, at jeg ikke var en del af fremtiden i klubben, og det var lidt en kedelig periode.

- Hvis de manglede en spiller på førsteholdet til træning, kunne jeg få lov at være med, men ellers trænede jeg med nogle af de unge spillere, siger Duncan.

Tilbage til Danmark og mesterskab
Derfor var der heller ingen tvivl, da FC Midtjylland i sommeren 2012 stod klar med en kontrakt. Det var tid for Duncan til at vende hjem.

- Jeg følte, at det var rigtigt at komme hjem til Danmark, siger angriberen.

Efter en første sæson med blot fem sæsonscoringer fandt han igen målformen. I 13/14-sæsonen scorede han 15 mål i Superligaen i en sæson, hvor FCM i lange perioder toppede Superligaen, men alligevel måtte tage til takke med en tredjeplads og se AaB snuppe guld.

Sæsonen efter kulminerede det så, da FCM tog revanche og vandt klubbens første mesterskab nogensinde.

- Den sæson rangerer rigtig højt hos mig, det er klart. Det er mit eneste mesterskab, så det er en medalje, man altid vil kunne tænke tilbage på. Det er nogle gode minder om det hold, vi havde dengang, som var helt fantastisk.

- Det var svært at sætte en finger på en sæson, hvor vi blev mestre på den måde. Det hele fungerede, og vi havde en sindssyg god sæson, hvor samtlige spillere i truppen præsterede godt. Det var fedt at være med til.

Trods et danske mesterskab valgte den daværende træner Glen Riddersholm at sige sit job i klubben op, hvilket kom som et stort chok for Duncan og resten af FCM-spillerne.

- Det kom som et chok for os alle sammen. Det skete jo mere eller mindre fra en dag til den anden, at Glen stoppede. Det var alle selvfølgelig ærgerlige over. Vi havde lige haft en kongesæson, og derfor kom det da som en overraskelse, at det ikke var det samme.

Trods dramatikken havde FCM et godt efterår, hvor Duncan med en scoring mod Southampton sendte klubben i sit første europæiske gruppespil, der ydermere endte med videre avancement fra Europa League, hvor mægtige Manchester United blev endestationen.

Hjem til Aarhus: Pokalfinale, målrekord og overlevelse
Kampene mod de røde djævle blev dog uden Duncan, der i januar 2016 vendte hjem til hjerteklubben AGF. Aarhus-klubben havde måneden forinden ansat Glen Riddersholm og havde store visioner om en genrejsning af klubben, der skulle tilbage i toppen af dansk fodbold. 

- Jeg havde udløb om sommeren, men jeg tror egentlig godt, at FCM ville have forlænget med mig. Men jeg fik muligheden for at komme hjem til AGF og være en del af et nyt projekt, som jeg troede på.

- Jeg havde altid håbet på, at der kunne komme en mulighed for, at jeg kunne komme hjem til AGF og også på et tidspunkt, hvor jeg stadig kunne bidrage med noget.

Et comeback i AGF skulle dog ikke ske for enhver pris.

- For mig ville det være ligegyldigt at vende hjem som 35-årig og ikke kunne bidrage med noget på banen, siger Duncan.

- Det er ikke sikkert, at jeg havde gjort det, hvis det havde været på et sådant tidspunkt, at chancen havde budt sig, men dengang følte jeg, at jeg kunne hjælpe klubben og holdet, hvilket jeg selvfølgelig stadig gør den dag i dag.

De store visioner var dog ikke sådan at indfri i Aarhus. Sæsonen 15/16 endte med en 10.-plads i Superligaen, mens holdet dog spillede sig frem til finalen i DBU Pokalen. Trods et nederlag til FCK tænker Duncan stadig tilbage på en fantastisk oplevelse i nationalarenaen.

- Bare det at træde ind i Parken, hvor man er vant til at komme som udehold, og så se, at der vel var flest fans fra AGF var helt fantastisk. Det viser også bare, hvor stort potentiale der er i klubben og hvor stor en interesse, der er for klubben.

- Det var ærgerligt, at vi ikke kunne tage sejren, når kampen var meget lige, men det var jo en fed oplevelse, og derfor jeg tog hjem til AGF. For at få sådanne oplevelser med klubben og fansene.

Præstationerne i Superligaen blev ikke bedre i sæsonen efter, hvor AGF måtte ud i to nervepirrende kampe mod Viborg for at sikre overlevelse.

Overlevelsen dog som bekendt i hus – blandt andet efter mål nummer 140 i af Duncan, der sendte ham forbi Søren Frederiksen og gjorde ham til den mest scorede spiller i Superligaens historie.

Trods rekorden var fokus dengang udelukkende på overlevelse, og Duncan tror den dag i dag stadig, at præstationens størrelse først vil gå rigtigt op for ham, når støvlerne en dag er sat på hylden.

- Jeg tror først, at man for alvor mærker, hvor stort sådan noget er, når man engang er færdig og skal fortælle gode historier til børnebørnene. Lige nu er jeg stadig midt i det, og så er det lidt bare et tal.

- Jeg synes, at det hele er gået sindssygt hurtigt. Jeg kan huske, at jeg scorede mål nummer 100, da jeg var i FCM, og det føles jo ikke som om, at det er særlig længe siden. Men det er selvfølgelig vildt fedt, og det er nogle rigtig gode angribere og legender, som jeg har overhalet. 

Morten Duncan Rasmussen er siden hen kommet op på 145 scoringer i landets bedste række, og AGF-angriberen tror stadig på, at der venter mange flere mål, selvom han ikke vil sætte et muligt tal på.

- Jeg har aldrig nogensinde sagt, at jeg troede, at jeg kunne nå den rekord, og jeg kommer heller ikke til at sige, at jeg kan nå op på et bestemt antal, for alting kan ske i fodbold.

- Det kan være slut i morgen, men forhåbentlig venter der selvfølgelig mange flere mål for mig endnu. Jeg føler mig stadig ung og frisk, og jeg føler mig på ingen måde færdig, slutter Duncan.

32-årige Morten Duncan Rasmussen har kontrakt med AGF frem til sommeren 2019.

Læs med igen i morgen, hvor vi åbner låge nummer 16 i vores julekalender.