Luk

Mabil-perle grundlagde australsk triumf

| Asian Cup | 3 kommentarer

Awer Mabil scorede det første mål, da Australien med besvær besejrede Syrien 3-2 og gik videre fra gruppespillet ved Asian Cup.

De forsvarende Asian Cup-mestre fra Australien skulle tirsdag eftermiddag dansk tid op imod Syrien, og her var FC Midtjyllands Awer Mabil med fra start.

AGF's Mustafa Amini tog plads på Australiens bænk fra kampens start, og herfra kunne han se sit hold komme glimrende fra start.

Efter en dominerende første halvleg scorede Mabil nemlig et fremragende mål til 1-0 kort før pausen.

Den tidligere AGF-spiller Chris Ikonomidis fandt Mabil, der på kanten af feltet bankede kuglen i mål ved fjerneste stolpe.

Blot minuttet efter udlignede Syrien, da Omar Khribin i to omgange skovlede bolden i kassen til 1-1, der var stillingen ved pausen.

Kort inde i anden halvleg bragte Ikonomidis så Australien foran 2-1, da han prikkede bolden ind - akkurat over stregen.

Det lignede længe en sejr til Australien, men ti minutter før tid fik Syrien tilkendt straffespark, da Omar Al Soma blev nedlagt i feltet. Al Soma tog sig selv af straffesparket, og han sendte kuglen i mål til 2-2.

Mabil blev skiftet ud kort efter, og Syrien pressede godt på mod slutningen. I overtiden lykkedes det dog Australien at vinde 3-2 takket være Tom Rogic, der fik masser af plads til at banke bolden ind.

I gruppens anden kamp spillede Palæstina og Jordan 0-0. Det betyder, at Jordan går videre som nummer et, mens Australien snupper andenpladsen og også er videre til ottendedelsfinalerne.


Af Sara Margren
Fredag 22. oktober
Torsdag 21. oktober