FC Nordsjælland afsluttede mandag en flot sæson ved at spille 0-0 på hjemmebane mod FC København, som dermed sikrede tigrene en tredjeplads og bronzemedaljer i Superligaen.
Dermed satte klubben et flot punktum, og kampen kan meget vel være den sidste for flere af holdets profiler, der rygtes videre i sommerens transfervindue.
En af dem er den offensive venstreback Mads ‘Mini’ Pedersen, som længe har været sat i forbindelse med et udlandsskifte, og han erkendte selv efter mandagens kamp, at et skifte kan komme på tale, selvom han fortsat er glad for at være i FCN.
- Nu må vi se jo. Jeg har en god dialog med min agent, og han har en god dialog med FC Nordsjælland, og så må vi se, hvad der sker. Det har været tæt på et skifte i de to seneste transfervinduer, så nu må vi se, hvad der sker nu, siger han.
- Jeg har været i klubben i 10 år, så måske er det på tide at kigge efter nye veje, men indtil andet er sket, så hygger jeg mig her i FC Nordsjælland, hvor jeg stadig kan udvikle mig.
- Jeg har et fantastisk trænerteam, der er gode til at udvikle mig, jeg har en fantastisk stab, der er gode til at holde mig fit, og så har jeg nogle fantastiske holdkammerater, så lige nu er FCN en fantastisk klub for mig, men udlandet er også spændende, og det er da noget, jeg drømmer om.
Den talentfulde venstreback er lykkelig over, at holdet mandag sikrede sig bronzemedaljerne efter en flot sæson, og skulle det vise sig at være hans sidste optræden for klubben, vil han være glad for den afslutning.
- Det er den bedste måde at slutte af på, hvis det skulle vise sig at være min afslutning i klubben.
- Det betyder rigtig meget. Vi får en medalje, og det er lang tid siden, at klubben har leget med deroppe i tabellen, og så er vi selvfølgelig i Europa. Det er det fedeste at se frem til. Det har jeg aldrig prøvet før, og det tror jeg ikke, at der er særlig mange af os, der har prøvet før.
Han erkender i samme ombæring, at holdets kommende deltagelse i Europa League-kvalifikationen kan få betydning for, om hans fremtid endnu skal være i Farum.
- Det er da helt klart inde over i mine overvejelser. Det gør da noget, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde, men igen så er jeg sikker på, at det nok skal komme alligevel, hvis det ikke sker med FCN nu.
21-årige Mads Pedersen står i alt noteret for 68 kampe for FC Nordsjælland.
bold@bold.dk


FC Nordsjælland
3F Superliga

































