Luk

Mæhle-løse Genk snuppede Super Cup-trofæ

| Super Cup | 3 kommentarer
Vanvidsdebut: Legendesøn bliver matchvinder med første berøring for sin nye klub
Mæhle-løse Genk snuppede Super Cup-trofæ

Joakim Mæhle var ikke med for Genk, da klubben lørdag aften vandt den belgiske Super Cup med en 3-0-sejr over Mechelen.

Sæsonens første trofæ var på spil, da Genk og oprykkerne fra Mechelen lørdsag aften stod over for hinanden i den belgiske Super Cup.

Genk, der vandt det belgiske mesterskab i seneste sæson, havde før kampen været med i Super Cuppen syv gange, men kun i 2011 var det endt med triumf. Danskerklubben skulle derfor forsøge at vinde turneringen for anden gang søndag aften.

Pokalvinderne Mechelen havde før kampen aldrig vunder Super Cuppen, som man kun i 1987 havde spillet i.

Joakim Mæhle var ikke med i truppen for Genk. Ifølge mediet voetbalkrant.com var det en skade, der holdt den ombejlede danske back ude af opgøret, som Genk startede klart bedst.

Genk sad på både spil og chancer i første halvleg, hvor der var klasseforskel mellem de forsvarende mestre og oprykkerne. Og efter et kvarter kom føringsmålet også.

Et frispark blev sendt mod kassen langt ude fra, og keeper Michael Verrips gav en ripost ud midt i feltet. Her kom Genk-midterforsvarsspilleren Sebastian Dewaest løbende og sparkede bolden i mål.

Hjemmeholdet fortsatte med at dominere kampen, men vi skulle helt frem til en times spil, før andet mål kom. Kort forinden havde gæsternes Gustav Engvall haft Mechelens første rigtige chance, der dog blev reddet.

Igen var det Sebastian Dewaest, der var manden bag målet. Den centrale forsvar fik ved bagerste stolpe hovedet på et frispark, som han let kunne heade ind og fordoble føringen til Genk.

Efter 2-0-målet begyndte Mechelen så småt at røre mere på sig. Helt farligt blev det dog aldrig, og med fem minutter igen blev kampen afgjort.

Dante Vanzeir blev sendt alene igennem og tog et træk udenom keeperen. Bolden var lige ved at ryge ud bag mållinjen, men angriberen fik holdt bolden ind og sendt den i kassen til 3-0.

Det blev kampens slutresultat, og derfor kunne Genk for anden gang løfte Super Cup-trofæet.


Af Jonas Sand
Fredag 23. august