Luk

Mæhle og Atalanta stod for ny Juve-nedtur

| Serie A | 9 kommentarer

Infoboks

Juventus - Atalanta 0-1
Serie A
28' 0-1 Duvan Zapata

Atalanta, med Joakim Mæhle på banen i hele kampen, slog lørdag aften Juventus med 1-0 i Torino. Duvan Zapata stod for kampens enlige scoring i første halvleg.

Storklubben Juventus skulle lørdag aften forsøge at rejse sig efter midtugens 0-4-afklapsning mod Chelsea. 

Torino-klubben kunne dog fortsætte en kort sejrsstime i Serie A, hvis de altså kunne slå Joakim Mæhle og ligaens fjerdeplads Atalanta.

Begge mandskaber kom med to sejre i bagagen til opgøret, og gæsterne havde Joakim Mæhle med fra start som venstre wingback.

Det var dog for én gangs skyld Juventus, der jagtede Atalanta, da hjemmeholdet mildest talt havde haft en dårlig Serie A-sæson.

Fire point havde 'Den Gamle Dame' op til Mæhles hold, så der var altså kamp om vigtige point i subtoppen af ligaen, da de to stødte sammen lørdag aften.

Atalanta med længste strå i første halvleg

Der var drama fra starten af kampen, da Leonardo Bonucci ramte bolden med hånden i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

Efter 17 minutter forsøgte Paulo Dybala sig, da han kom til afslutning efter at have sat et par forsvarsspillere, men argentinerens forsøg blev ikke for alvor farligt.

I stedet blev det farligt i den anden ende.

Et Juventus-opspil blev stoppet ved midterlinjen, da Berat Djimsiti opsnappede bolden og sendte en aflevering afsted mod Duvan Zapata med sin førsteberøring. 

Den skarpe pasning sendte hurtige Zapata alene igennem, og colombianeren svigtede ikke foran mål, da han køligt sendte bolden op i nettaget. Dermed var Atalanta på 1-0 efter 28 minutter.

Efter målet var der begrænset med chancer. Paulo Dybala var det bedste bud for hjemmeholdet, men det blev ikke rigtig farligt, og stillingen var derfor 1-0 til Atalanta ved pausen.

Mangel på chancer ikke drama

I anden halvleg forsøgte både Federico Bernardeschi og Paulo Dybala sig, inden Adrien Rabiot for alvor kom tæt på.

Den franske midtbanespiller sendte et fladt forsøg afsted fra kanten af feltet mod den venstre stolpe, men Juan Musso leverede en suveræn redning, hvor han akkurat fik sendt bolden forbi stolpen med fingerspidserne.

Juventus havde trods spilovertag store udfordringer med at true Atalanta-målet i kampens slutning. 

I overtiden ramte Joakim Mæhle bolden med armen i eget felt og Juventus-spillerne appellerede, men ligesom i starten af kampen forblev dommerens fløjte tavs.

Dybala var tæt på den store forløsning, da han kort før slutfløjt satte et frispark på overliggeren, men målet udeblev, og sejren kom derfor med udeholdet hjem.

Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta, og Bergamo-klubben har nu 28 point efter 14 runder. Juventus måtte derimod lide nederlag nummer fem i sæsonen.


Af Tobias Bladt Haarder
Mandag 17. januar