Luk

Mæhle stråler ved EM: Skal ikke skifte klub

| EM | 9 kommentarer

Infoboks

Joakim Mæhle føler sig sikker på, at han også spiller i Atalanta efter EM, selvom har formentlig har tiltrukket sig interesse fra andre klubber på det seneste.

24-årige Joakim Mæhle har hidtil imponeret stort ved det igangværende EM, hvor wingbacken udover et ustyrligt løbearbejde blandt andet har bidraget med to scoringer.

Mæhles fornemme præstationer er næppe blevet overset af alverdens klubber, men han fokuserer ikke det mindste på, at et flot EM kan kaste interesse af sig.

- For at være ærlig tænker jeg sgu ikke over det. Jeg tænker over at gøre det godt for Danmark med det her fantastiske hold. Jeg er lige skiftet til en sindssygt god italiensk klub, så jeg er da sikker på, at jeg også spiller i Atalanta efter EM, siger Mæhle, der skiftede til Serie A-klubben fra Genk tilbage i januar.

Joakim Mæhle er ikke meget for at fremhæve sig selv og glider således en smule af på spørgsmål om det EM, han personligt har gang i.

- Det er ikke kun mig, der har gang i noget. Det synes jeg, vi alle sammen har. Der er ikke nogen, der har spillet ét dårligt minut i den her turnering, så det er en kombination af forskellige ting og detaljer og Kaspers taktik, der gør, at vi når nye højder.

- Vi står sammen som en enhed, og det er rigtig, rigtig fedt at spille på det her hold, der bare oser af kvalitet og selvtillid, siger Mæhle og tilføjer om sine personlige forventninger før EM:

- Det er altid svært at sige, hvad man har af forventninger. Jeg ved, hvilken kvalitet jeg og mine medspillere har, og så synes jeg, at jeg er kommet ind til den her turnering med rigtig mange gode ting i bagagen.

- Jeg er skiftet til en topklub i Italien og har lært mange ting, men er også kommet i rigtig god form, har spillet rigtig mange kampe og har fået lært en masse ting. Jeg spiller på et bedre hold med bedre medspillere, så det gør selvfølgelig også noget ved mit spil, mener Mæhle.

Joakim Mæhle har spillet 14 landskampe for Danmark med fire scoringer til følge – en af dem i lørdagens 4-0-sejr over Wales, der sikrede en kvartfinale mod enten Holland eller Tjekkiet.


Af Martin Schmidt

9 kommentarer

grumblesnake 12:01          
"- For at være ærlig tænker jeg sgu ikke over det. Jeg tænker over at gøre det godt for Danmark med det her fantastiske hold. Jeg er lige skiftet til en sindssygt god italiensk klub, så jeg er da sikker på, at jeg også spiller i Atalanta efter EM, siger Mæhle, der skiftede til Serie A-klubben fra Genk tilbage i januar."

Præcis. Atalanta er en af de mest spændende klubber at være i i øjeblikket med Gasperini og Mæhle er nærmest et perfekt match, så hvorfor skulle han skifte til en "større" klub nu, som måske ikke engang forstår at udnytte hans kompetencer? Der er heller ikke noget synderligt i vejen for at Atalanta kunne tage et mesterskab i næste sæson og de spiller kontinuerligt Champions League.
Det er bare et perfekt sted at være.
cagoda 13:36          
kunne ellers godt se ham i F.C.Barcelona.
AndersUlv 13:44          
kunne ellers godt se ham i F.C.Barcelona.
Tænkte det samme. Den danske Dani Alves :) Barca har bare ikke pengene, og Laporta skal også lige stoppe med at tale om Super League, inden de bliver smidt ud af ChL.
varulv 13:45          
Enig, grumblesnake.

Mæhle bliver forhåbentlig mindst et år til i Atalanta. Spillestilen er perfekt til ham og det er slet ikke utænkeligt, at deres oprejsning kulminerer i noget sølvtøj af en art i næste sæson.
DaveEricGrohl 13:48          
Atalanta spiller god bold og de havde scoutet ham godt og grundigt til deres system. Det er klart bedst for hans udvikling at blive i Atalanta, ingen tvivl der. Hvis han så bliver den absolutte profil på det Atalanta hold, så kommer der naturligvis en større klub og ligger kassen.
Bimmelim 14 14:01          
Gosens som er hylden over Mæhle er nok en mere oplagt kandidat til at blive solgt, også kan Mæhldini jo tage over for ham.

To af de bedste ved det her EM.
MKilgallon 14:32          
Ah Mæhle, tag nu til Leeds.
Kunne dælme være fedt at se hvad Bielsa kan få ud af dig!!
Fredag 23. juli