Luk

Mahrez lavede hattrick i City-massakre

| Premier League | 5 kommentarer

Infoboks

Manchester City - Burnley 5-0
Premier League
6' 1-0 Riyad Mahrez
22' 2-0 Riyad Mahrez
41' 3-0 Benjamin Mendy
66' 4-0 Ferran Torres
69' 5-0 Riyad Mahrez

Riyad Mahrez scorede tre gange, da Manchester City lørdag eftermiddag vandt hele 5-0 på hjemmebane mod Burnley i Premier League.

Manchester City tog lørdag eftermiddag imod Burnley i holdets vej tilbage til toppen af Premier League.

Før kampen lå City nummer 14 i Premier League efter en skidt sæsonstart, så der var brug for en god præstation.

Gæsterne fra Burnley er heller ikke startet godt og lå før kampen nummer 17 i rækken med kun fem point i otte kampe.

Manchester City kom glimrende fra start, da Riyad Mahrez blev spillet helt fri i feltet af Kevin De Bruyne, og han sendte bolden stensikkert i nettet til 1-0 efter 6 minutter.

Efter 22 minutter fordoblede City føringen. Burnley-forsvaret sov, da Kyle Walker kastede et indkast ind i feltet til Mahrez, der med et par hurtige træk kom på skudhold og satte bolden flot ind i det lange hjørne.

Kort før pausen stod De Bruyne igen bag en flot assist, da han fra højre side fandt Benjamin Mendy bagerst i feltet, der på sin førsteberøring flugtede bolden ind i det lange hjørne.

Derfor stod det 3-0 til hjemmeholdet i pausen efter en halvleg, hvor Burnley ikke var kommet hjem til noget som helst.

City lukkede og slukkede

Det ændrede sig en smule i anden halvleg, hvor City slækkede lidt på tingene, men det var ikke nok til, at gæsterne kunne komme tilbage i kampen.

Efter 67 minutter scorede City i stedet for, da Ferran Torres havde sidste fod på et klassisk Guardiola-angreb med små afleveringer i modstanderens felt.

To minutter efter blev sækken snøret godt og grundigt, da Mahrez udnyttede et flot oplæg fra Phil Foden til at heade sit tredje mål ind bag den sprællende Burnley-keeper Bailey Peacock-Farrell.

5-0 til Manchester City efter 69 minutter.

Fem minutter senere fik Peacock-Farrell sendt bolden i eget net efter en ellers flot redning. Heldigivs for den unge målmand blev målet annulleret af VAR efter en offside på Gabriel Jesus.

I kampens overtid var De Bruyne tæt på at krone en fornem præstation med et mål, mens han måtte se sin afslutning prelle af på stolpen.

Derfor endte kampen med en 5-0-sejr til Manchester City.

De tre point betyder, at City rykker op som nummer otte i Premier League, mens Burnley fortsat er nummer 17.

 


Af Jonas Nielsen
Lørdag 23. januar
Fredag 22. januar