Luk

Malmö-AC: Alt vi får skrabet ind i CL er et plus

| Champions League | 3 kommentarer

Infoboks

Malmö FF - Juventus 0-3
Champions League gruppe H
23' 0-1 Alex Sandro
45' 0-2 Paulo Dybala
45' 0-3 Alvaro Morata

Malmö forventer at vinde alle Allsvenskan-kampe, mens det er et plus at få point i Champions League. Det er en af de store forskelle, vurderer Anders Christiansen.

Malmö fik ørerne i den italienske maskine tirsdag aften, da Juventus var gæster og vandt med 3-0. 

Alle tre scoringer faldt i perioden fra det 23. minut og frem til pausen, hvor svenskernes defensiv så skrøbelig ud. 

Derfor kunne en overvejelse være at gribe de kommende kampe mere defensivt an, end den 3-5-2 som holdet sædvanligvis spiller med og også gjorde det mod Juventus. 

Det tror holdets danske anfører, Anders Christiansen, dog ikke på er den rette tilgang.

- Vi vil forsøge at spille vores spil. Jeg tror, det er den måde, vi har en chance, hvis vi skal have point i gruppespillet. Vi vil tabe på vores måde. Og vi vil vinde på vores måde. Så er det klart, at vi ikke har bolden lige så meget i Champions League, som vi har i Allsvenskan, men vi spiller ud fra nogle principper, som vi træner på hvert år og har gjort under vores cheftræner, siden han kom til.

- Det vil vi også gøre i de sidste fem gruppekampe. Vi er bedst, når vi har bolden, og vi skal udnytte de perioder, hvor vi rammer hinanden. Det skal vi ikke kun gøre i 60 minutter som mod Juventus, hvis vi skal have noget med. Det skal vi gøre i 90 minutter. Det er en læring. Det er et nyt niveau.

- Du ser deres kvalitet, og det er bare er ekstra step op. Den mindste fejl bliver straffet. Det er klassisk italiensk, hvor de stod fantastisk og man kunne synes, at de spillede lidt langsomt, men pludseligt eksploderede det, og så stod det 1-, 2- og 3-0.

- Det er hårdt, men vi må også have respekt for modstanderen. Det er et klassehold. Deres bedste spiller er bedre betalt end hele vores trup. Vi gør, hvad vi kan for at få nogle point med, men denne gang var det ikke tilstrækkeligt. Skal vi have point med, så skal alle 11 toppræstere, forklarer danskeren.

Udover det højere niveau, så pegede han på forventningerne til holdet, som en af de forskelle, der er på at spille Allsvenskan og Champions League.

- Man kan se på mig, at uanset om jeg taber en Champions League-kamp eller i pokalen i februar, så er følelsen den samme efter at have tabt.

- Det er klart, forudsætningen inden er anderledes, for vi er underdogs mod Juventus, mens vi er favoritter i alle kampe i Allsvenskan. Det er nok den store forskel.

- Man har en forventning om, at vi skal vinde i Allsvenskan, mens det bare er et plus, hvis vi får skrabet noget sammen i Champions League. Men under og efter kampen er man lige så skuffet som i alle andre kampe, forklarer Anders Christiansen.

Han og resten af Malmö-holdet får en ny chance for at skrabe point sammen den 29. september, hvor holdet gæster Zenit.


Af Andreas Roesen
Tirsdag 21. september
Mandag 20. september