Luk

Malmö fastholder førstepladsen i Allsvenskan

| Allsvenskan | 0 kommentarer

Infoboks

Mjällby - Malmö FF 0-2
Allsvenskan
58' 0-1 Jacob Bergstroem
61' 0-2 Veljko Birmancevic

Malmö FF tog lørdag en sikker 2-0-sejr på udebane mod Mjällby i Allsvenskan, hvor der var spilletid til både Lasse Nielsen og Søren Rieks.

Mjällby tog lørdag eftermiddag imod Malmö FF i Allsvenskan.

Ligaens førerhold fra Malmö gik ind til kampen med 26 point efter 12 kampe, hvilket var nok til en aktuel førsteplads.

I modsatte ende af tabellen var Mjällby placeret ét point over nedrykningsstregen som ligaens nummer 13.

Malmö havde danske Lasse Nielsen med i startopstillingen, mens Søren Rieks tog plads på bænken.

Fra kampens begyndelse var Malmö mest aggressive, men efterhånden som tiden skred frem, så kom Mjällby mere på bolden. 

Hjemmeholdet havde dog svært ved at spille sig frem til chancer, og for Malmös vedkommende manglede der skarphed i første halvlegs afslutninger.

Selvom skudstatistikken talte for et klart overtag til gæsterne, så var der dog mangel på forsøg inden for målrammen, hvorfor de to hold måtte gå til pause med 0-0 på måltavlen.

I anden halvleg pressede topholdet hårdt på fra starten, og kort inde i halvlegen var det tæt på at give en føring, da Veljko Birmancevic forsøgte sig med en smart afslutning fra distancen, men skuddet tog stolpen.

Malmö skulle spille knap en time, før anstrengelserne gav pote foran Mjällby-målet.

Et hjørnespark blev slået ind omkring forreste stolpe, hvor Adi Nalic kom højest.

Midtbanespillerens hovedstød tog dog overliggeren, inden bolden sprang ned på hjemmeholdets Jacob Bergström, der ikke kunne undgå at sende bolden i eget net.

Kort efter var der igen fare på færde, da en lang bold blev sendt op til Birmancevic på venstrekanten.

Mjällby-målmand Samuel Brolin kom skævt ud til bolden, hvilket gav plads til, at Birmancevic kunne prikke bolden problemfrit forbi målmanden og score på et tomt mål.

I slutminutterne forsøgte hjemmeholdet at spille sig tilbage i kampen, men Malmö-defensiven holdt stand.

Søren Rieks blev skiftet ind efter 84 minutter, men danskeren fik ikke pyntet yderligere på resultatet, som endte med en 2-0-sejr til Malmö.

Dermed udbygges føringen i toppen af tabellen, hvor Malmö nu har fem point ned til Djurgårdens IF på andenpladsen, som dog har spillet to kampe færre.


Af Krister Olsen
Torsdag 16. september
Onsdag 15. september