Luk

Malmö-træner afviser exit-rygter

| Allsvenskan | 0 kommentarer
Malmö-træner afviser exit-rygter
Foto: Getty Images

Malmö FF-træner Uwe Rösler har ingen planer om at forlade klubben, selvom han er rygtet på vej væk.

De seneste uger har der været rygter om, at Malmö-træner Uwe Rösler er på vej væk fra klubben, men det har intet på sig, siger tyskeren.

Rösler har været til møde med sportsdirektør Daniel Andersson, men temaet var ikke at afbryde samarbejdet, forklarer Rösler.

- Helt ærligt har jeg ikke talt med en anden klub. Og min agent har heller ikke talt med en anden klub, siger Rösler til Kvällsposten. 

- Min relation til Daniel Andersson er virkelig god. Jeg har en kontrakt her, og det betyder, at en interesseret klub ikke skal kontakte mig, men kontakte klubben, og skulle en klub have kontaktet mig, hvilket ikke er sket, ville Daniel være den første, der fik det at vide. Det er den relation, vi har.

- Den eneste samtale, jeg har haft med Daniel Andersson, er om næste år, hvor jeg fremlagde mine idéer. Jeg lover, at jeg på ingen måder er på vej væk fra Malmö.

Malmö FF sluttede Allsvenskan på andenpladsen og kan spille sig videre fra Europa League-gruppespillet, når holdet om en uge gæster FC København.


Af Mikkel Nøhr
Mandag 20. januar