LeoVegas.dk bold.dk Bethard Casino24

Malmøs AC: Chelsea kan være slidte

| Europa League | 2 kommentarer
Andreas Christensen efter Europa League-sejren: Når chancen er der, må jeg tage den
Highlights: Chelsea sikrede sig sejren mod Malmø trods sen Anders Christiansen-scoring
Solskjær hylder Pogba - 'han er blandt verdens bedste midtbanespillere'
Pogba og Co. sender Chelsea ud af FA Cuppen - se begge mål her
Pogba gør det igen! Her bringer han United på 2-0
Herrera pander United i front mod Chelsea - se føringsmålet her
Saudisk takeover af Manchester United? Glazer-familien kan tjene styrtende på salg af klubben
Malmøs AC: Chelsea kan være slidte
Foto: mff.se
Anders Christiansen tror på Malmøs chance i Europa League mod Chelsea og går ikke bare ind til de kommende kampe for at få en stor oplevelse.

Torsdag er Europa League tilbage på programmet, og for Malmø venter der en stor opgave, når det svenske mandskab får besøg af Chelsea.

Det engelske storhold må betragtes som klare favoritter til de to opgør, men Malmø er klar til at stikke en kæp i Chelsea-hjulet.

- Vi ved godt, at Chelsea er et af verdens største hold, så vi bilder ikke os selv ind, vi er favoritter, men vi er heller ikke kommet for bare at bytte trøjer med dem.

- Vi vil have et resultat og få vist os frem, og vi glæder os helt vildt til disse kampe, siger Malmøs midtbanespiller Anders Christiansen til bold.dk.

Snitter i PL har ingen betydning
Chelsea fik en dårlig optakt til torsdagens kamp, da holdet søndag tabte med hele 6-0 til Manchester City i Premier League.

Anders Christiansen tillægger ikke Chelseas dårlige præstation den store betydning før torsdagens opgør.

- Det er svært at sige, hvad det får af betydning, og det kan gå begge veje, når man får sådan en øretæve.

- For én ting er, at det kan gå ud over selvtilliden, men man er samtidig også revanchesulten efter sådan en kamp.

- Vi ved, hvad Chelsea står for, men for os handler det ikke om at fokusere på Chelsea. Vi skal holde fokus på, hvad vi selv kan og skal, hvis vi skal have noget ud af det.

Tæt program er en fordel for Chelsea
For Chelsea ligger torsdagens kamp i et tæt program, hvor holdet også spiller med i toppen af Premier League og mandag aften møder Manchester United i FA Cuppen.

Trods det hårde program ville Anders Christiansen hellere være i Chelseas sted end i Malmøs, da den svenske Allsvenskan stoppede i november, og klubben ikke har spillet en gældende kamp siden Europa League-kampen mod Besiktas i midten af december.

- Chelsea er i et tæt program og kan være slidte, mens vi selvfølgelig er helt friske efter en god træningslejr i Spanien, men det er stadig dem, der her fordelen, for det er klart bedst at være inde i en rytme.

- Det er en ulempe for os, at vi ikke har spillet gældende kampe siden december. Vi ved ikke rigtig, hvor vi står, og det er ikke optimalt, siger Christiansen, som ved, hvad det kræver at få et godt resultat i torsdagens kamp:

- Vi ved, vi ikke får 100.000 chancer i sådan en kamp, og det handler om at være usædvanligt skarp. I hjemmekampen mod Besiktas i gruppespillet havde vi heller ikke meget mere end to chancer, men vi vandt alligevel 2-0, og det gentog sig i udekampen, hvor vi også kun kom til et-to chancer og vandt 1-0.

- Vi har hjemmebane og får massiv støtte, og vi kommer ikke bare til at lægge os ned, fordi vi får besøg af et stort hold. Vi ved, vi har stor kvalitet på holdet og derfor har en chance for et godt resultat.

AC mod AC
Anders Christiansen ventes at starte inde i kampen, og det samme gør sig gældende for Chelseas Andreas Christensen, som ikke har spillet meget i Premier League, men til gengæld har fået fuld spilletid i Europa League i denne sæson.

Malmø-AC ser frem til mødet med landsmanden.

- Det bliver sjovt, hvis vi skal stå overfor hinanden, for det er altid sjovt at spille mod nogen, man kender.

- Han er en meget dygtig spiller, som jeg primært har set, når vi har været med landsholdet, hvor han har vist, at han har høj kvalitet.

- Det viser lidt om, hvilken kvalitet Chelsea har, at en dygtig spiller som ham sidder på bænken, og uanset om det er Chelseas a- eller b-kæde, der spiller, får vi virkelig noget at se til.

- Vi har tidligere lavet nogle sjove ting på hjemmebane i Europa og viste gode takter i efteråret, og den selvtillid tager vi med ind til kampene mod Chelsea.

- Vi kan måle os med, hvor langt vi er fra toppen - både som spillere og som hold. Det gør det sjovt at spille mod et tophold fra England, og vi er sindssygt klar til disse kampe, siger Christiansen til bold.dk.

Der er meldt udsolgt til kampen i Malmø, som starter klokken 21.00.

mikkel@bold.dk



Stream Chelsea – Tottenham på Eurosport Player
Advertisement

Af Mikkel Nøhr
Fredag 22. februar
Torsdag 21. februar