



Jose Mourinho havde drastiske overraskelser i ærmet, da Manchester United onsdag aften tog imod formstærke Arsenal på Old Trafford i Premier Leagues 15. spillerunde.
Den portugisiske manager havde valgt at placere stjernerne Paul Pogba og Romelu Lukaku på bænken fra kampens start, og i stedet havde han fundet plads til yngre kræfter som Marcus Rashford, Anthony Martial og Jesse Lingard, mens også unge Diogo Dalot startede.
På Arsenals side af grønsværen var Aaron Ramsey med fra start efter et fornemt indhold i sejren over Tottenham, mens også Matteo Guendouzi var blevet prikket på skulderen til Unai Emerys startopstilling.
Kampen var af stor betydning for begge hold. Manchester United havde brug for tre point for at gøre sig nogen som helst forhåbninger om en plads i top 4 på sigt, mens Arsenal ikke havde råd til at tabe terræn til de øvrige tophold i kampen om mesterskab og Champions League-pladser.
Kampens indledning var chancefattig, men efter 26 minutters spil indtog David De Gea en uheldig hovedrolle, der skulle føre til kampens første scoring.
Shkodran Mustafi vristede sig fri i feltet og headede en hjørnesparksserv mod Manchester Uniteds spanske keeper, der ikke fik pareret tilstrækkeligt.
Bolden røg over hovedet på De Gea, og på stregen sparkede Ander Herrera væk, men dommer Andre Marriners ur informerede ham om, at bolden havde krydset stregen, og dermed var udeholdet pludselig foran med 1-0.
Blot fem minutter efter svarede Manchester United igen. Marcos Rojo sparkede et frispark, der kun blev halvklaret af Bernd Leno i Arsenal-målet. En United-spiller kom først på riposten og lagde bolden til rette for Anthony Martial, der straffede et passivt Arsenal-forsvar og bragte De Røde Djævle tilbage på lige fod.
Efter 37 minutters spil markerede Marcos Rojo sig med en grim tackling. Han savede Matteo Guendouzi over i Arsenals felt, og United-forsvareren skal nok være glad for, at dommer Marriner ikke lod sig inspirere af Rojos navn og viste ham det røde kort.
Efter 68 minutters spil eksploderede opgøret. Først fejlede Marcos Rojo totalt med en aflevering, der sendte Alexandre Lacazette ned mod Manchester United-målet.
Den franske angriber kombinerede med Henrikh Mkhitaryan, og i feltet blev han flæsket fra begge sider af Eric Bailly og Marcos Rojo, men det lykkedes alligevel Lacazette at få bolden over stregen til en 2-1-føring til Arsenal.
Der skulle dog ikke gå mange sekunder, før bolden lå nede i Arsenals mål. United gav bolden op, og Rojo servede en lang bold op mod indskiftede Romelu Lukaku. Efter skidt kommunikation mellem Sead Kolasinac og Bernd Leno kunne Jesse Lingard løbe imellem og prikke bolden forbi Arsenal-keeperen til 2-2.
Tre minutter senere fik Pierre-Emerick Aubameyang en gylden mulighed for at bringe Arsenal på sejrskurs, da han fra kort afstand fik afsluttet inden for rammen, men denne gang var David De Gea skarp og reddede angriberens forsøg.
Arsenal pressede på i kampens sidste minutter, og London-mandskabet fik også sendt bolden i kassen, men målet blev underkendt for offside.
Derfor endte opgøret med en pointdeling med stillingen 2-2. Resultatet betyder, at Arsenal ryger ud af top 4 i Premier League-tabellen, mens Manchester United avancerer til ottendepladsen.


Arsenal
Manchester United
Premier League
































