Luk

Manchester City undveg fiaskoen til sidst

| FA Cup | 3 kommentarer

Infoboks

Cheltenham - Manchester City 1-3
FA Cup
59' 1-0 Alfie May
81' 1-1 Phil Foden
84' 1-2 Gabriel Jesus
90' 1-3 Ferran Torres

Manchester City var bagud mod Cheltenham fra League Two frem til ti minutter før tid, men fik alligevel vendt det på hovedet til en 3-1-sejr og avancement i FA Cup'en.

Cheltenham fra League Two stod mellem Manchester City og en plads i ottendedelsfinalen af FA Cup'en.

Pep Guardiola havde fundet plads til flere uprøvede og unge kræfter på holdet, men stillede også med store navne som Aymeric Laporte, Riyad Mahrez, Fernandinho, Phil Foden, Gabriel Jesus og Ferran Torres.

Kampen var da heller ikke engang et minut gammel, da Gabriel Jesus blev spillet fri til en chance fra en spids vinkel, hvor Cheltenham-forsvaret lige akkurat nåede tilbage og ragede kastanjerne ud af ilden, inden det gik galt.

Cheltenham svarede dog hurtigt igen, da Alfie May få minutter efter var tæt på at nå frem til et indlæg ved forreste stolpe, men Zackary Steffen nåede frem og samlede bolden op.

Det var generelt en livlig start på kampen. Efter 18 minutters spil fik Ferran Torres en god chance for at bringe favoritterne i front, da Phil Foden lagde bolden skråt tilbage i feltet til den spanske offensivspiller, men Cheltenham-keeperen reddede flot på den flade afslutning, mens hans forsvarskollegaer fik sparket riposten væk.

Det blev dog ikke til scoringer før pausen i en første halvleg, hvor Cheltenham spillede fint med i kampen.

Sensationen lurede i det 80. minut

Anden halvleg var ni minutter gammel, da Gabriel Jesus blev spillet dybt af Phil Foden. Alene med keeperen manglede den brasilianske angriber dog beslutsomhed, da han forsøgte at drible udenom målmanden, inden han sparkede forbi mål.

I stedet skete det utrolige, at Cheltenham bragte sig foran med en halv time tilbage af opgøret.

Et langt indkast blev sendt i feltet og forlænget videre tæt ind under mål, hvor Alfie May dukkede op og prikkede bolden i nettet til 1-0.

Så lurede en gigantisk overraskelse for alvor, og vi skulle helt frem til ni minutter før tid, inden Manchester City fik afværget katastrofen.

Joao Cancelo lagde et indlæg til bageste område af feltet, hvor Phil Foden flot dirigerede bolden i nettet med en kontrolleret flugter.

Tre minutter senere fuldendte Manchester City også comebacket, da Fernandinho spillede en strålende bold over Cheltenham-forsvaret til Gabriel Jesus, der revancherede sine tidligere afbrændere og sparkede resolut bolden i nettet til 2-1.

Dybt inde i tillægstiden blev det også 3-1, da Ilkay Gündogan blev spillet fri i højre side af feltet, hvor fra han lagde den på tværs til Ferran Torres, der sparkede bolden i nettet. 

Det blev også slutresultatet, hvorfor Manchester City er klar til ottendedelsfinalen, hvor Swansea venter.


Af Andreas Roesen
Torsdag 4. marts
Onsdag 3. marts