Luk

Marokko led straffe-nederlag til Benin

| Africa Cup of Nations | 2 kommentarer

Favoritterne Marokko røg fredag aften ud af de afrikanske mesterskaber til lilleputterne Benin efter straffesparkskonkurrence. Ajax-stjernen Hakim Ziyech brændte straffe i ordinær tid.

Tidligt fredag aften skulle den første ottendedelsfinale ved de afrikanske mesterskaber sparkes i gang, og den stod mellem Marokko og Benin, hvor førstnævnte var store favoritter inden kampen.

Hos Marokko var blandt andre Ajax-stjernen Hakim Ziyech med fra start, men han og landsfællerne havde store problemer med at bryde igennem hos Benin i første halvleg.

Således ramte Marokko blot målet to gange i de første 45 minutter, mens Benin blev noteret for et enkelt forsøg – begge hold uden held, og så gik de to hold til pause ved 0-0.

Kampbilledet var det samme i anden halvleg, hvor Marokko og holdets mange teknikere stod for at være på bolden, men Benin forsvarede sig.

Bedre blev det for lilleputterne efter otte minutter af anden halvleg, da Marokko først havde haft holdets første store chance.

Lige efter fik Benin nemlig sikret sig et hjørnespark, som Moise Adilehou kom på, og så bragte han overraskende Benin på 1-0.

Siden kørte Marokko på for udligningen, og den kom med et kvarter igen ved Youessef En Nesyri, der scorede tæt under mål. Han blev spillet fri efter en stor fejl i Benin-forsvaret.

Allersidst i den ordinære spilletid fik Marokko spillets største chance, da dommeren pegede på pletten i fire minutters overtid, men stjernen Ziyech ramte opstanderen, og så gik de to hold i forlænget spilletid.

Syv minutter inde i den forlængede spilletid så Benins Khaled Adenon rødt efter at være blevet vist sit andet gule kort efter en ordudveksling med kampens dommer.

På trods af en mand i overtal, så lykkedes det ikke Marokko at leve op til favoritværdigheden i åbent spil, og så måtte kampen i straffesparkskonkurrence.

Her viste Benin klassen og scorede på sine fire spark, som blev afgørende.

Marokko brændte nemlig holdets andet og tredje spark, og så vandt Benin altså straffesparkskonkurrencen og er videre til kvartfinalerne ved African Nations Cup.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 26. oktober