Luk

Martin Bergvold bider smerten i sig i Serie 3

| Esbjerg fB | 1 kommentar

Infoboks

Den tidligere Superliga-spiller Martin Bergvold nyder at spille for Esbjergs Serie 3-hold. Bergvold har dog en dårlig ankel, så han bider smerten i sig, når han skal på grønsværen.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Den tidligere Superliga-spiller Martin Bergvold er blevet 37 år, men det holder ikke den tidligere FCK-, Esbjerg- og Livorno-spiller væk fra grønsværen.

Han kan nemlig ikke lade være med at spille med den runde læderkugle, og derfor har han spillet kampe for Esbjergs Serie 3-hold i dette efterår.

Martin Bergvold siger til LigaBold.dk, at han nyder at spille seriebold i Esbjerg.

- Siden jeg stoppede (den professionelle karriere, red.), har der været et lukket hold med nogle gamle spillere, og jeg har nogle kammerater, og så skulle jeg holde mig lidt i gang. Der er ingen træning, der er kun kampe. 

- Vi startede i Serie 5, da jeg startede på holdet, og nu er vi kommet lidt op i rækkerne. Det passer mig rigtig fint. Der er hygge, og det er nogle gode gutter. Når vi går på banen, går vi efter at vinde, og når vi går fra banen, kan vi hygge igen, siger Martin Bergvold til LigaBold.dk.

Der er jo flere tidligere topspillere på Esbjergs seriehold. Hvordan er det at spille sammen med dem?

- Nu er HH (Hans Henrik Andreasen, red.), Jerry (Jerry Lucena, red.) og Ernemann (Steffen Ernemann, red.) også med en gang imellem, men det er egentlig sjældent, at vi kan samtidig, så det er sjældent, at vi stiller med fuldt hold. Det, tror jeg egentlig, er meget godt, at vi ikke har stillet med fuldt hold. Det er gået meget godt i Serie 3, og vi skal heller ikke højere op, for så kan kroppen heller ikke holde til det.

Som Martin Bergvold nævner, så kan han godt mærke, at kroppen er blevet ældre. Her er det specielt anklen, der driller, men han holder smerten ud, når han kan være sammen med gode venner.

- Jeg døjer lidt med en dårlig ankel, og det var egentlig derfor, at jeg stoppede med at spille. Den gør stadig ondt, men så længe at man har ondt lige efter kampen og et par dage efter, så er det fint, men den har det ikke ret godt heller ikke i kampene, men jeg kan ikke lade være, så det gør mig ikke så meget.

- Man må bide smerten i sig, men det er jo ikke helt godt. Jeg vil gerne spille noget bold og hygge mig med drengene. Jeg synes, at det er skidehyggeligt, og jeg elsker at komme derud, siger Martin Bergvold til LigaBold.dk.

Martin Bergvold og resten af Esbjerg-mandskabet har også en række social arrangementer sammen, når tiden er til det.

Esbjergs Serie 3-hold endte i en playoff-kamp i efteråret om en plads i Serie 2, men den kamp tabte Bergvold og co. med 1-5 til Blåbjerg Boldklub.

Midtbanespilleren scorede seks mål i 113 Superliga-kampe blandt andet mod Brøndby IF i 2006. Du kan se scoringen øverst i artiklen.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Lørdag 29. januar
Fredag 28. januar