Luk

Mathias Jensen assisterede i Swansea-remis

| Championship | 0 kommentarer

Mathias Jensen leverede oplægget til Brentfords føringsmål, men Swansea fik udlignet et kvarter før tid til slutresultatet 1-1. 

Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Emiliano Marcondes var alle tre i startopstillingen for Brentford, der tirsdag aften havde besøg af Swansea i Championship.

For de to førstnævnte blev det endda til fuld spilletid, mens Marcondes blev udskiftet i det 69. minut. 

Til gengæld havde Thomas Frank valgt at bænke Mads Bech Sørensen, mens Mads Roerslev og Christian Nørgaard er ude med skader.

Mens Swansea har fået en forrygende start på sæsonen, hvilket havde givet dem 18 point og en andenplads efter ni runder, så havde Brentford startet med 14 point for samme antal kampe.

Franks tropper kom til kampens første gode chance, da Charlie Goode headede et indlæg snert over mål efter seks minutters spil.

Ti minutter senere var danske kombinationer tæt på at give Brentford føringen, da Mathias Jensen fandt Henrik Dalsgaard, der forsøgte sig fra kanten af feltet. Hans venstrebensafslutning strøg dog tæt forbi stolpen.

Swansea var dog heller ikke uden chancer, hvor særligt Andre Ayew var en trussel for Brentford-defensiven. Først blev hans hovedstødsforsøg reddet, og siden hen blev hans afslutning i feltet blokeret.

Det blev derfor Brentford, der gik til pause med føringen, da Ivan Torney gjorde det til 1-0 i det 34. minut.

Mathias Jensen fandt den engelske angriber i feltet, og han kvitterede med at sparke Brentford foran.

Efter pausen skulle man lede længere efter chancerne, men Swansea kom dog til nogle forsøg i jagten på en udligning.

Her måtte både Jamal Lowe og Connor Roberts se deres forsøg afvist af Brentford-forsvaret og David Raya i målet.

Henrik Dalsgaard kom til endnu en afslutningsmulighed, hvor han kunne have afgjort kampen med et hovedstød omkring det lille felt, men den danske højreback sendte afslutningen tæt forbi mål.

Det gjorde Andre Ayew ikke i den anden ende, da et hjørnespark faldt ned tæt under mål, hvor den ghanesiske angriber sparkede bolden det sidste stykke i nettet.

1-1 blev også slutresultatet, hvorfor Brentford avancerer til en øjeblikkelig ottendeplads med 15 point, mens Swansea forbliver på andenpladsen med 19 point. 

I Huddersfield havde hjemmeholdet besøg af Bristol City. 

Den kamp startede planmæssigt for værterne, der gik til pause med en 1-0-føring på mål af Josh Koroma.

Men på en stærk anden halvleg vendte Bristol City det hele på hoved og vandt 2-1 på mål af Jay DaSilva og Jamie Peterson. 


Af Andreas Roesen
Søndag 24. januar