


Lørdag vandt Brentford 2-0 over Swansea i Championships oprykningsfinale og tager dermed den lukrative plads i Premier League.
Ud over cheftræner Thomas Frank havde Brentford hele fire danskere i startopstillingen, heriblandt midtbanedynamoen Mathias Jensen, der var meget rørt, efter at oprykningen var en kendsgerning.
- Jeg brød sammen i gråd. Jeg kunne ikke engang juble, siger Jensen til Sky Sports og uddyber, hvilken hård sæson det har været.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Kun at have 10 dage fri efter sidste sæson og få skader til vigtige spillere igennem hele sæsonen... Vi havde fokus på at vinde kampen og havde en god fornemmelse efter Bournemouth, siger landsholdsspilleren med henvisning til den samlede sejr i playoff-semifinalen.
Jensen blev i anden halvleg offer for en kluntet og grim tackling fra Jay Fulton, der modtog det røde kort, men han slap uskadt og kan nu altså se frem til at deltage ved EM samt at skulle spille med i Englands bedste række i næste sæson.
Med Brentfords sejr over Swansea er det en kendsgerning, at de nye klubber i Premier League er Watford, Norwich og altså Brentford med de mange danskere.

Brentford
Championship






































