Luk

Maxsø afviser Superliga-skifte: Det sker ikke

| 3F Superliga | 5 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - Brøndby IF
Superligaen Mesterskabsspil (21/04)
Bet25 3,15 3,60 2,10
Oddset 3,25 3,65 2,15
bet365 3,30 3,60 2,05

Andreas Maxsø er åben for et klubskifte til sommer, men vil heller ikke udelukke at blive i Brøndby. Sikkert er det i hvert fald, at han ikke skifter til en anden Superliga-klub, siger han.

Siden sit skifte til Brøndby fra Uerdingen i 2019 har Andreas Maxsø udviklet sig til en stor profil i 3F Superligaen, og derfor kan et sommerskifte meget vel blive aktuelt for forsvarsspilleren.

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, har tidligere sagt, at det fra starten var planen og håbet at holde på Maxsø i to år, hvilket altså også taler for, at et salg kan være undervejs.

Ifølge Ekstra Bladet har 27-årige Andreas Maxsø i sin kontrakt med Brøndby en frikøbsklausul på omkring 23 millioner kroner, og ser man på, hvad konkurrenterne fra FC København og FC Midtjylland tidligere har købt spillere for, er det ikke urealistisk, at de kan være med på det prisleje.

Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at FCM og FCK vil kigge på centrale forsvarsspillere til sommer, men Andreas Maxsø slår fast, at han ikke kommer til at forlade Brøndby til fordel for en anden Superliga-klub.

- Det kommer ikke til at ske, siger Maxsø til bold.dk.

Så dit næste skridt bliver helt sikkert ikke til en anden dansk klub?

- Det gør det ikke, nej, svarer Maxsø kontant.

Lukker ingen døre

Andreas Maxsø lægger ikke skjul på, at et sommerskifte godt kunne blive aktuelt, hvis den rette mulighed dukker op, men samtidig vil han ikke udelukke, at han også kan spille i den blå-gule trøje i næste sæson.

- Vi må se til sommer. Nu er der ni kampe tilbage af sæsonen, og så forholder jeg mig til det, hvis der kommer noget, som Brøndby kan acceptere, og det skal selvfølgelig også være noget, jeg har lyst til, men det må vi se til den tid.

- Lige nu har jeg fuldt fokus på Brøndby, hvor vi ligger i en god position, og det er fedt at spille for et tophold, siger Maxsø.

Ligger det fast, at du skal væk til sommer, eller kunne det være aktuelt at blive længere?

- Her i fodboldens verden er der ikke noget, der ligger fast, for det er det hele, der skal passe sammen. Der skal komme et ordentligt bud, som Brøndby kan gå med på, og så skal jeg have lyst til det, siger Brøndby-kaptajnen.

Spørgsmålet er så, hvilket skridt der ville være interessant for Andreas Maxsø, men heller ikke her vil han lægge sig fast på noget.

- Som jeg hele tiden har sagt, udelukker jeg ingenting, men det skal være noget, som jeg brænder for og kan se mig selv i. Det skal være en klub, som har en klar plan for mig, og så er det egentlig ligegyldigt, om det er en top fem-liga, eller hvor det er henne. 

- Hvis jeg synes, det er interessant, så vil jeg selvfølgelig overveje det, siger Maxsø til bold.dk.

Andreas Maxsø har kontrakt til sommeren 2023 i Brøndby, for hvem han hidtil har spillet 53 kampe.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 20. april
Mandag 19. april