Luk

Mbappé-genialitet bag ny PSG-sejr

| Ligue 1 | 0 kommentarer

Kylian Mbappé scorede med hælen, og Neymar lynede på straffespark, da PSG hentede en 2-0-sejr over Nantes i Ligue 1.

PSG var onsdag i kamp mod Nantes i den franske Ligue 1, og her hentede storklubben en 2-0-sejr.

Første halvleg forløb uden scoringer, men ikke uden drama. Kort før pausen havde Neymar nemlig bolden i mål efter en ripost, men målet blev underkendt efter VAR, fordi der var frispark til Nantes i situationen.

PSG dominerede før pausen, men formåede altså ikke at komme på tavlen før kort inde i anden halvleg.

Angel Di Maria fandt Kylian Mbappé i feltet, og med hælen drejede han bolden i nettet til 1-0 til PSG.

Hjemmeholdet fra Paris var i førersædet det meste af anden halvleg, og kort før tid fik de tilkendt straffespark.

Mauro Icardi blev nedlagt af Nantes-målmand Alban Lafont i en duel om bolden, og Neymar sparkede straffesparket i kassen til 2-0, selvom Lafont valgte den rigtige side.

Nicolas Pallois og Mahdi Abeid fik store chancer mod slutningen, men Keylor Navas var på plads i målet. Kort efter kunne Edison Cavani have scoret i et frit mål, men flere mål kom der ikke.

PSG vandt derfor 2-0, og storklubben topper fortsat Ligue 1.


Af Sara Margren
Onsdag 11. december