Luk

Mbappé straffede Bayern i vanvittigt CL-brag

| Champions League | 40 kommentarer

Infoboks

Bayern München - PSG 2-3
Champions League Slutspil
3' 0-1 Kylian Mbappe
28' 0-2 Marquinhos
37' 1-2 Eric Maxim Choupo-Moting
60' 2-2 Thomas Müller
68' 2-3 Kylian Mbappe

Kylian Mbappé scorede to gange, da PSG vandt en fuldstændig forrygende første kvartfinale med 3-2 ude mod Bayern München i Champions League.

PSG kunne onsdag få en lille revanche efter sidste års Champions League-finalenederlag til Bayern München, og det havde franskmændene tilsyneladende tænkt sig.

Opgøret fik en hæsblæsende start, hvor Lucas Hernandez allerede efter halvandet minut hamrede bolden i sidenettet, mens Eric Maxim Choupo-Moting stangede det efterfølgende hjørnespark på overliggeren.

Sekunder senere var det dog pludselig PSG, der fik scoret til 1-0, da Kylian Mbappé trykkede på kassen efter en hurtig omstilling.

Manuel Neuer så alt andet end overbevisende ud i målet, og Bayern-keeperen måtte derfor se bolden trille over stregen og sende gæsterne i front.

Bayern-dominans og kyniske PSG

Bayern fortsatte presset trods den kolde spand vand i hovedet, og Thomas Müller fik en gigantisk chance i det tiende minut, men Keylor Navas var på plads i PSG-målet.

To minutter senere scorede Julian Draxler for PSG, men tyskerens mål blev akkurat underkendt for en hårfin offside.

Det høje tempo og de mange chancer fortsatte, og PSG havde Keylor Navas en del af takke for, da målmanden først reddede Leon Goretzkas hovedstød efter 18 minutter og kort efter pillede Benjamin Pavards forsøg.

Eric Maxim Choupo-Moting, der var med i stedet for Robert Lewandowski, fik en stor mulighed for at udligne efter et hjørnespark i det 26. minut, men angriberen nåede ikke frem.

Derfor kunne PSG to minutter senere øge til 2-0, da defensiven igen kiksede for Bayern München. Det gav Marquinhos en helt fri mulighed, og PSG-kaptajnen var sikkerheden selv og udplacerede Neuer.

Marquinhos blev i forbindelse med målet skadet, så midtstopperen måtte lade sig udskifte momenter senere.

Bayern fik hul på bylden

Stik mod spil og chancer stod der 2-0 til PSG, men Bayern München fortsatte med at presse på, og otte minutter før pausen lykkedes det endelig tyskerne at score.

Her steg Eric Maxim Choupo-Moting nemlig til vejrs og headede et godt indlæg hårdt i kassen, og så var det 1-2 på måltavlen.

Trods flere løse chancer bød første halvleg ikke på flere mål, så PSG gik i omklædningsrummet med en kneben føring efter en vanvittigt underholdende halvleg.

Bayern greb taktstokken igen efter pausen, hvor PSG igen lurede på hurtige omstillinger.

Gæsterne var lige ved at gøre ondt værre for Bayern efter 52 minutter, hvor både Neymar og Angel Di Maria dog blev blokeret af en ellers usikker tysk defensiv.

Momenter senere var Bayern tæt på i den anden ende, men både David Alaba og Benjamin Pavard måtte se Keylor Navas stå i vejen for deres afslutning.

Müller udlignede og Mbappé straffede

Efter en times spil gav Bayern Münchens overtag endelig pote, da Thomas Müller headede et frispark i nettet til 2-2 efter samme opskrift som ved Bayerns første mål.

Derfor var der lagt op til et stort comeback af værterne, men PSG straffede Bayern igen midtvejs i anden halvleg, hvor en kontra havnede for fødderne af Kylian Mbappé, der gik ned i tempo og iskoldt huggede bolden i mål ved nærmeste stolpe.

Bayern væltede sig i store chancer i kampens afslutning og havde en række muligheder for at udligne, men det blev ikke til en sjette scoring, og dermed vandt PSG en vanvittig kamp med 3-2.

Franskmændene har således et fantastisk udgangspunkt før returkampen i Paris, men med tanke på Bayern Münchens offensiv er semifinalepladsen næppe i hus for Mauricio Pochettinos tropper.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 13. april