Luk

Medie: Duo har fulgt glohed Bodø-dansker

| Eliteserien | 2 kommentarer

Infoboks

Bodø/Glimts flyvende Philip Zinckernagel har ifølge Nettavisen været skarpt fulgt af Heerenveen og Fortuna Düsseldorf over de seneste måneder.

I weekenden vandt Bodø/Glimt det norske mesterskab efter en sæson, hvor den 25-årige danske offensivspiller Philip Zinckernagel har vist imponerende form.

Det har gjort ham til en ombejlet herre, og nu antyder den tidligere Superliga-spiller, at der kan ske nyt i de kommende dage.

Det fortæller han til norske Nettavisen, der skriver, at den tyske 2. Bundesliga-klub Fortuna Düsseldorf og hollandske Heerenveen har fulgt Zinckernagel i de seneste måneder.

Zinckernagel fortæller til avisen, at han altså ikke har truffet en beslutning om sin fremtid, men skal han forlade Bodø/Glimt, bliver det til en 'stor og fin liga'.

- Som jeg har sagt før, tager jeg en beslutning, efter mesterskabet er sikret. Nu skal jeg nyde det først og få stemmen tilbage, før jeg tager en snak med min agent om, hvad der rører sig, siger han og fortsætter:

- Vi må tage en snak om fremtiden, men det skal være noget virkelig godt og en stor, fin liga, før jeg forlader Glimt.

- Vi må se, hvad der sker i de næste par dage. Det er lidt udenfor min kontrol, om tingene kan ske så hurtigt, men vi skal have en snak nu. Men der er jo enorm interesse og klubber, som er klar. Det handler bare om at være lidt tålmodig og mærke efter, om det er det rette. Det er en vanskelig beslutning.

Zinckernagels kontrakt udløber til nytår og står altså foran et transferfrit skifte.

Han har lagt op til 19 mål og scoret 15 gange i 23 kampe for Bodø/Glimt i sæsonen.

bold.dk kunne i oktober fortælle, at de tyrkiske storklubber Fenerbahce og Istanbul Basaksehir var interesseret i Zinckernagel. Dengang var prisskiltet dog for stort.


Af Jonas Dalgård
Mandag 25. januar
Søndag 24. januar