Luk

Medie: Tvivl om tysk EM-værtsskab

| EM | 1 kommentar

Infoboks

Tyskland og München kan være i fare for at miste sit EM-værtsskab på grund af de nuværende corona-tal i det tyske. Det skriver det store tyske nyhedsbureau SID.

Efter planen skal 12 europæiske byer være værter til sommerens EM-slutrunde, men på grund af corona-pandemien har UEFA krævet, at værtsbyerne inden onsdag melder ud, om man kan tillade fans på lægterne.

I Danmark har man lovet minimum 12.000 fans i Parken, men i Tyskland har man endnu ikke kunnet melde noget ud om, at man kan leve op til UEFA's krav om tilskuere til kampene ved EM.

Ifølge det store nyhedsbureau SID er Münchens værtsskab i fare for ikke at kunne leve op til UEFA's krav for værtsbyerne, da coronatallene og de medførende restriktioner i Tyskland skaber stor tvivl, om München kan åbne for tre gruppekampe og en kvartfinale på Allianz Arena.

De 12 værtsbyer er efter planen: Glasgow, Dublin, London, Bilbao, München, Amsterdam, Rom, København, Skt. Petersborg, Budapest, Bukarest og Baku.

EM indledes 11. juni med kampen mellem Tyrkiet og Italien, som spilles i Rom.


Af Jonas Dalgård
Søndag 18. april