Luk

Medier: Utilfreds Pochettino klar på United

| Premier League | 18 kommentarer

Infoboks

PSG - Nice
Coupe de France (31/01)
bet365 1,40 4,75 5,75
Manchester United
PSG
Premier League
Mauricio Pochettino

Ifølge Daily Mail og Sky Sports er PSG-cheftræner Mauricio Pochettino klar til at sige op i PSG for at blive manager i Manchester United, hvis han får buddet.

Efter søndagens fyring af Ole Gunnar Solskjær i Manchester United er rygterne om nordmandens afløser begyndt at fyge.

Store trænere som Zinedine Zidane, Erik Ten Hag, Luis Enrique og Brendan Rodgers har været nævnt i forbindelse med det ledige sæde, men skal man tro Sky Sports, er Uniteds førsteprioritet Mauricio Pochettino.

Det skrev mediet søndag, og mandag skriver både Daily Mail og Sky Sports så, at den argentinske PSG-træner er åben for at skifte Paris ud med Manchester.

Daily Mail skriver, at Pochettino ikke er tilfreds i PSG, hvor han bor alene på hotel, mens familien bor i London, og derudover skulle han være frustreret over samarbejdet med spillere som Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé.

Derfor skulle han være klar til at forlade PSG til fordel for United med det samme.

Sky Sports skriver, at Pochettino ville være interesseret i stillingen hos Manchester United, men fortsat har han fuld fokus på PSG's Champions League-kamp mod Manchester City på onsdag.

Flere andre medier har dog også berettet om situationen i Manchester United på det seneste.

BBC skrev tidligere mandag, at Zinedine Zidane er blevet kontaktet, men han skulle ikke være interesseret i jobbet lige nu, og han skulle i stedet holde øje med tjanser i PSG eller hos det franske landshold.

Også Brendan Rodgers har været sat i forbindelse med United, men Daily Express skriver, at Rodgers skulle have understreget sit engagement i Leicester overfor truppen.

Samme medie melder, at Manchester United kunne finde på at give Laurent Blanc tjansen som midlertidig cheftræner frem til sommer, mens klubben finder sin permanente løsning.

Lige nu er det Michael Carrick, der står i spidsen for Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne.


Af Jonas Dalgård
Mandag 24. januar