Luk

Mertens og Chadli sikrede belgisk sejr

| VM | 3 kommentarer

Dries Mertens og Nacer Chadli sikrede Belgien en 2-0-sejr mod Estlands ti mand. Den kommende FCK-angriber Pieros Sotiriou blev matchvinder for Cypern.

I gruppe H var førerholdet fra Belgien i aktion ude mod Estland. På papiret en overkommelig opgave for belgierne med de mange stjerner, men det endte ikke i et belgisk festfyrværkeri rent målmæssigt.

Det så det ellers ud til at kunne blive. Efter lidt mere end en halv time bragte gæsterne sig nemlig i front, da Kevin De Bruyne lagde et indlæg ind i feltet, som hverken de estiske forsvarsspillere eller den estiske keeper fik clearet. Derfor sejlede bolden helt over til bagerste stolpe, hvor Dries Mertens kom til og sendte den i nettet.

Mod slutningen af halvlegen blev Estland reduceret til ti mand, da Artjom Dmitriev så direkte rødt efter en stempling på skinnebenet af Maroune Fellaini.

Det lignede længe, at Estlands ti mand skulle slippe med at tabe med et enkelt mål. Til sidst måtte de dog kapitulere og lukke nummer to ind. Belgierne pressede højt og vandt bolden, hvorefter de satte et godt angreb op. Bolden endte hos Nacer Chadli på højrekanten og han tog et træk ind i feltet og afsluttede til slutresultatet 2-0.

Andetsteds startede Dario Dumic for bænken for Bosnien, som hjemme mødte Grækenland. Her endte det uden scoringer, men Dumic blev sendt på banen efter 69 minutters spil.

Den sidste kamp i gruppen stod mellem Gibraltar og Cypern og her var bundholdet Gibraltar få minutter fra at sikre sig sit første point i kvalifikationen. Stillingen var længe 1-1, men med få minutter igen af kampen, gjorde den kommende FC København-angriber Pieros Sotiriou det til 2-1 til Cypern, som også blev kampens resultat.

Dermed topper Belgien gruppen med 16 point, på andenpladsen ligger Grækenland med 12 point og Bosnien indtager tredjepladsen med 11 point.


Af Nanna Møller Karlsen
Søndag 5. april
Lørdag 4. april