Luk

Messi og Sanchez på tavlen i remis

| VM | 10 kommentarer

Lionel Messi og Alexis Sanchez scorede et mål hver, da Argentina og Chile delte med 1-1 i den sydamerikanske kvalifikation i løbet af natten.

Natten til fredag var der gang i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og her skulle Argentina og Chile blandt andet op imod hinanden.

Chile havde inden kampen fået en noget lunken start på kvalifikationen med kun fire point i samme antal kampe, men på besøg i Argentina var man igen på en svær opgave.

Første halvleg var ganske begivenhedsrig med et par chancer i begge ender, inden Lionel Messi i det 23. minut kunne sparke værterne på 1-0 fra pletten.

Føringen skulle dog ikke holde længere end til det 36. minut, hvor Alexis Sanchez og Chile svarede igen. Han kom på en god aflevering i feltet, og så misbrugte han ikke fra en god position, hvorfor de to hold gik til pause ved 1-1.

Det skulle også blive kampens resultat, da Argentina ikke fik bolden i kassen i anden halvleg trods et overtal i chancer og spil. Særligt Messi var – overraskende nok – kilde til uro hos Chile, da han blandt andet ramte overliggeren og havde flere fine skud, men Claudio Bravo stod godt, og så endte kampen altså uden vinder.

Colombia vandt 3-0 over Peru i en kamp med et rødt kort til hver, mens Uruguay og Paraguay spillede 0-0.

Brasilien fører den sydamerikanske VM-kvalifikation foran Argentina.


Af Jonas Dalgård
Lørdag 23. oktober