Luk

Messi udvist da Athletic vandt titel i forlænget

| Supercup | 101 kommentarer

Infoboks

Barcelona - Athletic Club 2-3
Super Cup
40' 1-0 Antoine Griezmann
42' 1-1 Oscar de Marcos
77' 2-1 Antoine Griezmann
90' 2-2 Asier Villalibre
94' 2-3 Inaki Williams
120' 2-3 Lionel Messi

Athletic Club vandt den spanske Super Cup efter forlænget spilletid med en 3-2-sejr over FC Barcelona søndag aften. Lionel Messi fik direkte rødt til sidst.

Søndag aften var der medaljer på højkant, da FC Barcelona og Athletic Club spillede finale i den spanske Super Cup. Og det kunne virkelig mærkes gennem hele kampen, der måtte i forlænget spilletid.

Til glæde for Barca var kaptajn Lionel Messi klar nok til at stille fra start, og han skulle også være stærkt impliceret i finalens første scoring.

Den faldt sent i en første halvleg, der ellers ikke bød på en kavalkade af chancer, og hvor Athletic mest lignede et bud på en vinder.

Fem minutter før pausen kombinerede Barcelona-spillerne dog på fremragende vis, indtil Messi fandt Jordi Alba på kanten, som sendte bolden tilbage til Messi.

Argentinerens afslutning blev dog blokeret, men det blev den ud til Antoine Griezmann, der fandt sig selv i så god en position, at han kunne sparke kampens første mål i kassen.

Føringen fik dog ikke lov til at stå i mange sekunder, før Athletic spillede sig ned i Barca-feltet, da Williams med et flot indlæg fandt Raul Garcia, der vippede udligningen i mål.

Pausestillingen i finalen lød derfor på 1-1.

Scoring i 90. minut betød forlænget

I anden halvleg trådte Lionel Messi i karakter, og han stod for flere kompetente forsøg fra kanten af feltet, inden det pludselig lignede, at Raul Garcia igen havde scoret for Athletic.

Efter et VAR-gennemsyn viste det sig dog, at den store offensivspiller var lige akkurat offside, så scoringen blev annulleret.

Kort efter fik Inaki Williams så muligheden tæt på mål, men han sparkede akkurat forbi mål.

I stedet var det Barcelona, der kom foran et kvarter før tid, da Griezmann blev dobbelt målscorer, efter han satte sidste fod på et præcist Jordi Alba-indlæg efter flere gode kombinationer af Barca.

Bedst som det lignede, at guldet var Barcas, fik Villalibre en lang tå på et frispark fra Muniain i 90. minut, så finalen måtte i forlænget spilletid.

Bare tre minutter af den var spillet, før Inaki Williams så fik sit mål, da han tog et par træk på kanten af feltet, inden han hamrede bolden i mål via modsatte stolpe.

I anden halvleg af den forlængede fik Antoine Griezmann muligheden for at score hattrick og sende finalen i straffesparkskonkurrence, men hans flugter gik langt forbi mål.

Kort efter blev Lionel Messi udvist efter et VAR-gennemsyn, da han slog en Bilbao-spiller i en fysisk duel mellem de to.

Mere bød den dramatiske finale ikke på, og derfor vandt Athletic Club den dramatiske Super Cup-finale efter 120 spillede minutter.


Af Christian Ambæk
Fredag 5. marts