Luk

Mike J. om skifte: Ville ud af min comfort zone

| International | 2 kommentarer
Mike J. om skifte: Ville ud af min comfort zone
Foto: APOEL

Infoboks

Apollon Limassol - APOEL Nicosia
Pokal (22/01)
bet365 2,40 3,20 2,60

Mike Jensen var egentlig forberedt på en ny Rosenborg-sæson, men han blev draget af muligheden for at komme ud af sin comfort zone i APOEL.

Mike Jensen har forladt Rosenborg og fortsætter i stedet i APOEL Nicosia, men opholdet og den halvandet år lange kontrakt i den cypriotiske storklub er ikke den sidste aftale i Jensens karriere.

Midtbanespilleren fortæller til bold.dk, at han gik ind til det nye år med troen på, at han også i 2020 skulle være anfører i klubben, og de seneste dage har derfor været meget turbulente for ham.

- Jeg havde allerede første træning hernede mandag, så det er helt vildt, så hurtigt det er gået. Nærmest fra den ene dag til den anden sidder jeg alene i Nicosia langt, langt fra mit hjem og min familie. Det har været en utrolig udvikling, siger Mike Jensen, som ikke er med i onsdagens kamp mod Ethnicos Achnas:

- Jeg er nok lidt fra at være aktuel for klubben. Jeg har jo ikke trænet i en måned, siden vi stoppede i Rosenborg, så jeg halter lidt efter og skal lige i omdrejninger igen.

- Holdet skal desuden spille nogle kampe, som blev udsat fra efteråret på grund af deltagelsen i Europa League, og der må jeg ikke spille med, fordi jeg ikke er spilleberettiget til de kampe.

Var forberedt på ny Rosenborg-sæson

At Mike Jensen pludselig kan kalde sig APOEL-spiller, var ikke noget, han havde forudset, da han gik på julepause i Norge i december.

Faktisk troede han så sent som for nyligt, at hans fremtid stadig lå i Rosenborg.

- Skiftet kom ud af ingenting. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det skulle ske. Man ved, at fodboldverdenen er speciel, og at tingene kan ske ud af ingenting, men jeg havde på ingen måde forberedt mig på det.

- Jeg gik ind til det nye år med troen på, at jeg skulle spille videre i Rosenborg og være med til at slå tilbage efter et svært år. Vi reddede godt nok meget af sæsonen i efteråret ved at komme i gruppespillet i Europa League og til sidst også nå tredjepladsen i ligaen, som giver adgang til Europa, men det var stadig ikke vores bedste sæson.

- Man vil helst forlade ting, når de fungerer, men samtidig var sidste sæson nok et skridt tilbage for derefter at tage to skridt frem. Vi accepterer ikke, at vi havde sådan en sæson, men samtidig vidste vi godt, at det kunne blive nødvendigt med sådan en sæson for at få nogle gode år.

- Jeg havde faktisk glædet mig til at komme tilbage og være med til at arbejde med en masse ting i den lange opstart og sikre, at vi kom tilbage på toppen i Norge.

- Den optur ville jeg gerne være en del af, men samtidig havde jeg selvfølgelig tænkt over, hvorvidt timingen var den rigtige nu. Der var en masse overvejelser, men samtidig kom det hele meget pludseligt, og beslutningen skulle træffes hurtigt.

Rosenborg ville holde på Mike J.

Det er ikke kun Mike Jensen selv, som ikke havde planer om, at han skulle forlade klubben nu. 

Rosenborg havde heller ikke planlagt at sælge sin anfører, og Mike Jensen sender en stor tak til sin nu tidligere klub for den forståelse, han blev mødt med, da han meddelte, at han ville prøve noget nyt efter syv sæsoner i den norske storklub.

- Først og fremmest var de nok lige så overraskede som mig, for det kom meget pludseligt. Men klubben har været imponerende, og jeg skylder dem en stor tak for deres måde at håndtere det her på.

- Det er sådan, Rosenborg er. De investerer ikke bare i en fodboldspiller, men i det hele menneske, og derfor er de også klar til at lytte, når en spiller kommer med et ønske.

- Vi gik i dialog med dem om det, og de var både løsningsorienterede og professionelle. Vi diskuterede selvfølgelig undervejs, men Rosenborg var åbne i dialogen, selvom de helst ikke ville af med mig.

- De accepterede, at når det var en udfordring, jeg brændte for og noget, jeg havde brug for, så ville de heller ikke stå i vejen.

- Rosenborg har bevist, at loyalitet går begge veje og ikke kun handler om spillerne. Klubben har optrådt loyalt for en spiller, som har gjort alt for klubben i mange år, og det hele skete på en god og ordentlig måde, som jeg er meget taknemmelig for.

Ud af sin comfort zone

Mike Jensen har tidligere udtalt til bold.dk, at han kunne se sig selv blive i Rosenborg karrieren ud, skifte tilbage til Brøndby eller prøve noget helt andet, end han havde prøvet før.

Dette skifte hører som bekendt i sidstnævnte kategori.

- Det handlede om for mig, at hvis det ikke var Rosenborg og ikke var Brøndby, hvor jeg har en masse følelser involveret, kærlighed til klubben og føler mig hjemme, så skulle det være noget helt andet.

- Det er en god ting at spille med følelser i fodbold, synes jeg, men det var vigtigt for mig at komme helt væk og prøve noget helt andet. Udover Brøndby og Rosenborg og har jeg også været i Malmö FF, og mens klubberne selvfølgelig er anderledes og i tre forskellige lande, er det alle tre i Skandinavien, og nu har jeg brug for at komme væk fra de trygge rammer, hvor båden virkelig vipper.

- Det handler ikke kun om, at jeg skal udvikle mig som spiller, men jeg vil også udvikle mig som menneske, og det kan jeg altså mere i et land, hvor jeg ikke kan sproget og med en helt anden kultur, end hvis jeg blev i Skandinavien.

- I sidste sæson, hvor det ikke altid fungerede, tænkte jeg meget over, hvad jeg kan gøre bedre, hvor jeg kan udvikle mit spil, og hvad jeg har manglet som spiller.

- Min egen konklusion endte på, at jeg var blevet for tryg i Rosenborg og ikke kom ud af min comfort zone. Jeg har i alle mine år som fodboldspiller forsøgt at udvikle mig, men i Rosenborg vidste jeg, at jeg altid kunne falde tilbage til det, jeg allerede havde vist og vidste, jeg kunne, så skulle det hele nok gå.

- Hvis jeg skal tage næste skridt og udvikle mig mere, skal jeg ud, hvor der ikke er et sikkerhedsnet. I Rosenborg prøvede jeg også at rykke og udvikle mig, men gled bare tilbage til noget, jeg vidste, der virkede.

- Jeg skal prøve en ny kultur, en ny mentalitet og en ny måde at spille fodbold på, hvor jeg står helt på egne ben langt væk fra hjemlige rammer.

- Der var noget, der blokerede mig til sidst i Rosenborg. Uden at min sæson i Rosenborg var katastrofal, har jeg nu brug for noget, der rykker mig, for jeg føler bestemt ikke, at jeg er færdig. Jeg vil udvikle mig mere og prøve at blive så god som muligt, og der kan dette skifte give mig et skub.

Glæder sig til sydeuropæisk fodbold

Mike Jensen har før mødt APOEL med Rosenborg, så han har en idé om, hvad der venter ham, og han glæder sig til at prøve kræfter med en anderledes form for fodbold.

- Vi mødte APOEL for nogle år siden, og det er bare et specielt sted. Det er sydeuropæisk fodbold med temperament, følelserne ude på tøjet og høj intensitet. Spillerne fægter med armene og spiller med hjertet, og så er her utroligt gode individualister og vilde fans.

- Jeg skal spille i en heksekedel og spille fodbold på en anden måde, som er mindre taktisk og mindre låst, men med højt tempo.

- Desuden er det en klub med store europæiske traditioner, og bare i denne sæson er de igen gået videre i Europa League og skal møde Basel her i foråret. Så det er på et højt niveau, hvor jeg virkelig glæder mig til at komme i gang.

- Det er helt sikkert en bedre spiller, som står om halvandet år og også et menneske, som har udviklet sig meget, slutter Mike Jensen.


Af Mikkel Nøhr
Tirsdag 21. januar