Efter adskillige sæsoner i Rosenborg skiftede Mike Jensen i januar til APOEL Nicosia, men kort efter ankomsten blev cheftræner Kåre Ingebrigtsen fyret.
Ingebrigtsen havde tidligere arbejdet sammen med den danske midtbanespiller i Rosenborg, så at han blev fyret kort efter Jensens ankomst til klubben, var en streg i regningen for landsholdsemnet.
- Selvfølgelig var det optimalt for mig, at Kåre var i klubben, for han kendte mig godt, så opstartstiden i en ny klub, som ofte kan tage nogle uger, var meget hurtigt overstået for mig, da træneren vidste, hvad jeg stod for, siger Jensen til bold.dk.
- Derfor kunne jeg springe den store tilvænningsfase over, for jeg vidste, hvordan Kåre ville spille, og hvad han forventede af mig.
Spillerne bærer et ansvar
Mike Jensen ærgrer sig på sin nu tidligere træners vegne, men ved, at tingene kan gå stærkt i branchen.
- Jeg nåede ikke at tænke så meget. Fodboldverden er speciel, og man ved godt, det kan være ubarmhjertigt nogle gange.
- Det var synd for Kåre, og jeg har det sådan, at når en træner fyres, føler man sig som spiller skyldig. Spillerne har også et ansvar, og det er ikke kun trænerens.
- Han kom til klubben på et svært tidspunkt, og tingene fungerer på denne måde i fodboldens verden, og jeg er sgu ærgerlig over det på hans vegne.
32-årige Jensen har fået godt med spilletid i APOEL og føler, at det går den rette vej for ham selv og holdet.
- Vi fik en ny træner, og så skal man få det til at fungere med ham, og det er heldigvis gået godt, for jeg har spillet fast under ham. Man må bare være professionel og klø på, og pilen peger den rette vej for både mig og klubben.
- Det har været lidt op og ned den første tid, især med holdets præstationer, hvilket man også kan se på vores resultater.
- Det har været ét skridt frem og ét tilbage hele tiden, men de sidste kampe har været okay, og i vores topkamp forleden satte vi Omonia under pres, og vi burde have vundet kampen. Nu går vi ind i slutspillet, så det er nu, det spidser til, og det skal vi være klar til.
APOEL indleder i denne weekend mesterskabsspillet på tredjepladsen med fire point op til Anorthosis.


APOEL Nicosia
1. Division
































