De forsvarende norske mestre fra Rosenborg har fået en skidt start på sæsonen i Eliteserien, da årets to første kampe er endt med et enkelt point.
Rosenborg tabte premieren til Sarpsborg og spillede efterfølgende 2-2 mod Kristiansund, og mens anfører Mike Jensen erkender, at starten har været skuffende, er han ikke nervøs.
- Selvfølgelig er det ikke godt nok at stå med et enkelt point for en klub som vores, men nederlaget til Sarpsborg var, hvad der kan ske. Vi tabte til et af de bedste hold i ligaen på udebane under ekstrem svære forhold, siger Jensen til bold.dk.
- Vi kan ikke konkludere så meget ud fra kampen. Det eneste, vi kan sige, er, at vi er rigtig dårlige i snevejr med fem centimer sne på banen, men det sker så sjældent, at vi ikke skal bruge tid på det.
- I hjemmekampen mod Kristiansund manglede vi kynismen. Vi spillede ikke en god kamp, men var stadig klart bedst og skabte langt flere chancer end dem. Det har ikke været en pointmæssig god start, men spillet har ikke været så skidt.
Mike Jensen mener, at starten på sæsonen viser noget om, at Rosenborg kan forvente hård konkurrence i kampen om mesterskabet i år.
Han er dog samtidig overbevist om, at Rosenborg nok skal få maskinen i gang.
- Den norske liga bliver tæt i år, og der er selvfølgelig nogle konkurrenter, som gnider sig i hænderne, da de har allerede skabt et hul til os, men vi stresser ikke over det. Maskineriet skal nok komme i gang, og så kommer vi efter det. Det er jeg ikke i tvivl om.
- Det gælder hele tiden om at hæve sig lidt og udvikle sig som hold. I sidste sæson var vi fysisk stærke og kværnede de andre hold, men der er også en forventning om, at vi spiller det bedste fodbold og spiller underholdende. Der kan vi nok godt blive lidt bedre.
- Vi havde måske lidt problemer med at skabe chancer mod de meget defensive hold. Vi kan godt spille hurtigere og lidt finere mod de hold, som bare stiller sig ned, og dem er der alligevel en del af, siger Jensen til bold.dk.
Rosenborg møder mandag Odd Ballklubb på udebane.
mikkel@bold.dk


Rosenborg
Norge Eliteserien





























