Mike Jensen var i store dele af 2015 at finde med anførerbindet i Rosenborg, da anfører Tore Reginiussen sad ude med en langtidsskade.
Reginiussen har været glad for Jensens ageren som anfører, så før nytår tog han kontakt til træner Kåre Ingebrigtsen med ønsket om, at Jensen skulle overtage anførertjansen på permanent basis.
- Det fungerede fantastisk godt med Mike som anfører i sidste sæson. Jeg er meget stolt af at have været kaptajn i flere år, men eftersom jeg var ude næsten hele sidste sæson ønsker jeg at have fuld fokus på at komme tilbage, siger Reginiussen til klubbens hjemmeside.
Mike Jensen er stolt af at have fået anførerbindet i klubben.
- Jeg ser det som om at vi er et team med forskellige ansvarsområder, men jeg er selvfølgelig stolt af at bære anførerbindet, siger Jensen.
Jonas Svensson bliver viceanfører, mens Reginiussen og Micke Dorsin indgår i et anførerteam.


Rosenborg
Norge Eliteserien





























