Luk

Milan-træner: Vi gik hele kampen efter sejren

| Serie A | 1 kommentar

Infoboks

Juventus - AC Milan 1-1
Serie A
4' 1-0 Alvaro Morata
76' 1-1 Ante Rebic

AC Milans cheftræner, Stefano Pioli, udtaler efter søndagens 1-1 i Torino mod Juventus, at hans hold gik efter sejren hele kampen, selvom de kom tidligt bagud. 

Søndag aften var der stormøde og normalt topopgør i Torino, da Juventus tog imod AC Milan. 

Juventus var dog kommet så skidt fra start, at de inden kampen kun lå lige over stregen, så topopgør var det ikke i denne omgang, men stadig på papiret to stærke hold, der tørnede sammen. 

Det endte derfor heller ikke overraskende med en jævnbyrdig affære, hvor de to hold spillede uafgjort 1-1. 

Et udmærket resultat for AC Milan på en svær udebane, men spørger man deres træner Stefano Pioli efter kampen, ville han kampen igennem have de tre point med hjem til Milano. 

- Vi kom her for at vinde kampen. Juventus var bedre i de første 20 minutter, var mere determinerede og fokuserede, men vi fortsatte med at spille og gjorde det meget bedre hen imod slutningen med chancer for at vinde, så det var overordnet en positiv præstation.

- Som altid manglede AC Milan ikke lyst, karakter, beslutsomhed og vilje, så vi forsøgte at få sejren gennem hele kampen, udtaler Pioli efter kampen til DAZN.

Trods ønsket om de tre point virkede Pioli dog noget mere tilfreds end sin modstander Max Allegri, der efter kampen var skuffet over sit holds beslutsomhed og sin egen med de udskiftninger, han valgte. 

Pioli mener desuden, at hans hold er noget tættere på Juve i år, end de for eksempel var sidste år. 

- Sidste år havde vi måske brug for – ikke ligefrem et mirakel – men i hvert fald lidt held for at vinde her. Nu må vi være klar over, at vi er på det her niveau og må gå efter sejren indtil det sidste. Jeg kunne lide modet, vi var klar til at risikere et nederlag for at være i stand til at vinde.

AC Milan ligger efter kampen nummer to i Serie A a point med naboerne fra Inter, hvorimod Juventus ligger til nedrykning efter kampen som nummer 18 med bare to point i fire kampe. 


Af Kristoffer Lind Pedersen

1 kommentar

coronautd 15:20          
*Vi gik efter sejren hele kampen.
Mandag 25. oktober