Luk

Miniput-hold sendte FC Köln ud i pokalmørket

| DFB Pokal | 0 kommentarer

Infoboks

Saarbrücken - FC Köln 3-2
DFB Pokal
54' 1-0 Christopher Schorch
57' 2-0 Gillian Jurcher
71' 2-1 Jonas Hector
84' 2-2 Simon Terodde
90' 3-2 Tobias Jänicke

FC Köln havde flere førsteholdsspillere med, men alligevel tabte de tirsdag aften højst overraskende 3-2 til miniput-holdet Saarbrücken fra den fjerdebedste række.

FC Köln skulle i anden runde af den tyske DFB-Pokal op i mod upåaagtede Saarbrücken fra den fjerdebedste række.

På papiret lignede det en overkommelig opgave for Bundesliga-mandskabet, men det skulle vise sig at være det stik modsatte.

FC Köln spillede bedst i en chancefattig første halvleg og så ud til at have kampen under kontrol, men efter pausen slog lynet ned. To gange. 

Først scorede Saarbrückens forsvarsspiller Christopher Schorch. Ifølge FC Kölns egen Twitterkonto forlængede han et frispark videre i nettet, og så var Saarbrücken foran.

Bare fire minutter senere fordoblede Saarbrücken sin føring. Gillian Jurcher var først på en lang bold, og han rundede Köln-keeper Timo Horn. 2-0 til Saarbrücken, som med en halv time igen var tæt på at levere rundens store overraskelse.

20 minutter før tid fik Köln dog en livline. Noah Katterbach lagde bolden tilbage i feltet, og her stod Jonas Hector klar til at sende bolden i nettet. 

Herefter skiftede både Saarbrücken og Köln ud. Saarbrücken for bedre at kunne holde stand i kampens slutfase, og Köln for bedre at kunne jage en vigtig udligning.

Og den kom kort før tid. Indskiftede Simon Terodde var manden bag målet, og så måtte undertippede Saarbrücken se sensationsejren glide dem af hænde.

Sådan så det i hvert fald ud, efter Kölns udligning til 2-2, men Saarbrücken havde én overraskelse mere i ærmet. 

Efter flot sammenspil modtog Tobias Janicke bolden på højre fløj, og han kunne umarkeret bevæge sig ind i feltet, hvor han køligt passerede Timo Horn i kampens overtid.

3-2 til Saarbrücken. Dette blev kampens endelige resultat, og FC Köln må derfor se sig slået ud af DFB-Pokalen af et hold fra den fjerdebedste række. 


Af Benjamin Alexander Helbo
Mandag 24. januar