AaB har netop præsenteret et underskud på 22,8 milllioner kroner for 2018, hvilket ifølge en pressemeddelelse er inden for forventningerne.
Omsætningen er ellers steget, og udgifterne er på cirka samme niveau som i 2017, men det er transferaktiviteterne til gengæld ikke.
- Resultat af transferaktiviteter udgør et underskud på 5,7 mio. kr. i 2018 mod et overskud på 36,6 mio. kr. i 2017. AaB har i 2018 solgt transferrettighederne til spillerne Edison Flores og Jannik Pohl.
- I 2017 var det specielt rekordsalget af Christian Bassogog til Kina og salget af Joakim Mæhle, som havde indflydelse på overskuddet af transferaktiviteter, skriver AaB.
AaB tilføjer samtidigt, at egenkapitalen er på 89 milllioner kroner, og klubben er uden rentebærende gæld.
Nordjyderne forventer dog et underskud på yderligere 15-20 millioner kroner efter spillersalg i 2019.
- De realiserede spillersalg i 2016 og 2017 muliggjorde yderligere investeringer i spillertruppen.
- Primært som følge af dette har AaB realiseret et underskud i 2018 på 22,8 mio. kr. AaB har qua ovenstående investeringer indgået yderligere forpligtelser i årene 2019-2020, der må således forventes et underskud i 2019 i niveauet 15-20 mio. kr., inklusive spillersalg og uden europæisk deltagelse, skriver AaB.


AaB
3F Superliga






























