Luk

Mitrovic-hattrick og to udvisninger i topbrag

| Championship | 2 kommentarer

Infoboks

Fulham - West Bromwich 3-0
Championship
20' 1-0 Aleksandar Mitrovic
40' 2-0 Aleksandar Mitrovic
70' 2-0 Darnell Furlong
82' 3-0 Aleksandar Mitrovic
85' 3-0 Tosin Adarabioyo

Fulham og Aleksandar Mitrovic var flyvende, da de lørdag besejrede West Bromwich Albion med 3-0 i en kamp, der også bød på to røde kort. 

Lørdag eftermiddag var der topkamp i Championship, da Fulham på andenpladsen fik besøg af West Bromwich på tredjepladsen.

De to hold havde henholdvis seks og fem point op til førerholdet Bournemouth, så der var vigtige point på spil, hvis de skulle holde snor i dem.

Hjemmeholdet satte sig på opgøret fra kampens start, og det gav pote efter 18 minutters spil.

Karlan Grant tabte bolden midt på banen og sendte Fulham i kontra, hvor Aleksandar Mitrovic blev spillet dybt i feltet. Han blev dog revet omkuld af Kyle Bartley – straffespark til Fulham.

Det tog den serbiske angriber sig selv af, da han sparkede fladt til højre. Sam Johnstone sprang til den rigtige side, men kunne ikke nå ud til den velplacerede afslutning.

Syv minutter før tid var Bartley ved at gøre lidt af skaden god igen, da han steg til vejrs og sendte hjørnespark mod kassen, men Marek Rodak reddede i Fulham-buret.

I det 42. minut fik West Bromwich en ny kuld spand vand i hovedet, da Robert Snodgrass spillede en bold tilbage mod sin keeper.

Den opsnappede Mitrovic dog og sparkede bolden i det tomme net, da Johnstone stod placeret til venstre i feltet.

2-0 til Fulham ved pausen.

I det 56. minut var en tåbelig fejlaflevering ved at koste for gæsterne igen, da Matt Clarke spillede den på tværs af egen bagkæde, men uden adresse på pasningen.

Den opsnappede Neeskens Kebano derfor og satte i fart mod mål, inden han afsluttede fladt mod det lange hjørne, men han overplacerede forsøget.

Opgaven blev endnu sværere for WBA med 20 minutter tilbage af opgøret, da Harry Wilson blev spillet dybt. Han nåede dog knapt nok at få bolden under kontrol, inden Darnell Furlong nedlagde ham som bageste mand og modtog et velforjent rødt kort.

Det skulle blive 3-0 til Fulham ni minutter før tid, da Mitrovic fik sit hattrick.

Han modtog først et indlæg, men blev tacklet. Harry Wilson opsnappede dog den løse bold, rundede en mand ved baglinjen og lagde den fladt på tværs til den store angriber, der sparkede bolden i kassen.

Herefter blev han udskiftet til stående ovationer.

Fem minutter før tid fik Fulhams Tosin Adarabioyo også rødt, da han kom for sent og satte en grim stempling ind.

Det ændrer dog ikke ved, at Fulham vandt overbevisende med 3-0 over West Bromwich Albion.


Af Andreas Roesen
Søndag 16. januar