Det tidligere Randers-talent Marcus Mølvadgaard åbnede tilbage i april op om sin tid i norske Strømsgodset og langede hårdt ud efter Henrik Pedersen.
Mølvadgaard fortalte dengang blandt meget andet om, at den daværende Strømsgodset-træner tvang ham til at spille med en skade og tage kortisonindsprøjtninger mod smerterne i stedet for en operation, hvilket Henrik Pedersen dog afviste.
Ved årsskiftet udløb Mølvadgaards kontrakt i den norske klub, og han lagde herefter mere eller mindre støvlerne på hylden, men de er nu blevet pillet ned igen.
Denne sommer har 22-årige Marcus Mølvadgaard nemlig skrevet en treårig kontrakt med Kosice, der spiller i den næstbedste række i Slovakiet.
- Træneren havde set nogle videoer af mig og spurgte ind til mig hos min agent. Jeg havde jo ikke spillet i lang tid, fordi jeg overvejede at stoppe – eller jeg var jo egentlig halvt stoppet på grund af alt det, der skete i Norge.
- Jeg tænkte, at jeg tager bare derned og ser det hele an, og så gik det godt. Jeg lavede tre mål i en træningskamp, og så skrev vi under bagefter, fortæller Mølvadgaard til bold.dk.
Ikke mange gode venner som ny spiller
Marcus Mølvadgaard har siden skiftet til Slovakiet oplevet en helt anden kultur og nogle markant anderledes vilkår i samfundet generelt.
- Det er selvfølgelig en helt anden mentalitet hernede, så i starten er der ikke så mange gode venner. For dem hernede er det rigtig mange penge, der er på spil i forhold til at starte inde i kampene, forskellige bonusser og når der kommer én udefra, som eventuelt kan tage deres plads.
- Men det er blevet bedre, fordi jeg har præsteret godt, så nu er det superfint hernede. Jeg har spillet næsten fuld tid i de første fire kampe og har lavet fire assists og et mål, så det er dejligt, fortæller han.
Kosice spiller i den næstbedste række, fordi klubben blev tvangsnedrykket efter en konkurs, men nu er tingene ved at blive vendt rundt.
- Det er en klub, der engang har været stor, men så gik konkurs. Det var blandt andet dem, der solgt Matic til Chelsea, men så gik det galt, og så er de egentlig startet fra bunden af med det hele.
- De bygger nyt stadion nu og investerer en masse penge i det hele nu. Der er kommet en masse nye spillere til, og faciliteterne er overraskende gode. Vi har adgang til sådan noget kryoterapi og wellness hver dag. Vi har to massører på hver dag, så det er kanon.
- Det er 100 procent planen at rykke op, og det skal vi også med det hold, vi har. Når vi spiller godt, er vi meget bedre end de andre hold, så vi skal rykke op, siger Marcus Mølvadgaard.
Han sammenligner umiddelbart niveauet i Kosice med toppen af 1. division.
Lærer at sætte pris på Danmark
Marcus Mølvadgaard er glad for at være kommet til Slovakiet, men han erkender, at det er noget helt andet, end hvad han tidligere har været vant til.
- Jeg er faldet ganske fint til. Det er klart, det er lidt længere væk hjemmefra og en noget anden kultur, man skal vænne sig til, men det er meget udviklende.
- Man lærer virkelig at sætte pris på tingene og pris på Danmark, når man ser den voldsomme fattigdom, der er. Hernede er der folk, som ikke rigtig har råd til at komme på hospitalet, og derhjemme har vi jo det hele gratis.
- Det gælder også sådan noget som at studere, for vi har unge spillere på holdet, der får 100 euro om måneden for at spille fodbold, og så skal de også passe et studie ved siden af, hvor man jo i Danmark får langt mere bare ved at gå på et studie.
- Men jeg er glad for det indtil videre, og det har selvfølgelig hjulpet, at der er kommet nogle flere udenlandske spillere, så vi kan holde lidt sammen og lave ting sammen, siger Mølvadgaard til bold.dk.
I sin tid i Randers FC nåede Marcus Mølvadgaard trods sin unge alder 35 førsteholdskampe, hvori offensivspilleren lavede fem kasser.



Kosice






























