Luk

Morata-kasser grundlagde stor Juve-sejr

| Champions League | 4 kommentarer

Infoboks

Ferencvaros - Juventus 1-4
Champions League gruppe G
7' 0-1 Alvaro Morata
60' 0-2 Alvaro Morata
73' 0-3 Paulo Dybala
81' 0-4 Lasha Dvali
90' 1-4 Franck Boli

Alvaro Morata scorede to gange, da Juventus vandt 4-1 på udebane mod Ferencvaros i Champions League-gruppespillet onsdag aften.

Juventus kunne onsdag aften tage et stort skridt mod videre deltagelse i Champions League, da de mødte Ferencvaros på udebane.

I gruppens anden kamp spillede Barcelona mod Dynamo Kiev, og med en Barca-sejr i den, kunne Juventus med en sejr spille sig hele fem point foran nummer tre i gruppen.

Ferencvaros var altid presset til et resultat, hvis de skulle gøre sig nogle forhåbninger om at drille topholdene.

Der gik ikke længe, før Juventus var foran.

Juan Cuadrado blev sendt afsted på højrekanten, og hans flade indlæg passerede hele vejen til bagerste stolpe, hvor Alvaro Morata dukkede op og satte indersiden på. 1-0 til Juventus efter syv minutter.

Hjemmeholdets afslutninger kom for det meste fra lang afstand, og de formåede ikke at få en eneste afslutning inden for målrammen i kampens første 45 minutter.

Kæmpe gaver i anden halvleg

Juventus var dog heller ikke voldsomt farlige, og derfor stod det fortsat 1-0, da dommeren fløjtede til pause.

Der var spillet et kvarter af anden halvleg, da Morata fordoblede sin måltotal.

Cristiano Ronaldo spillede en bold ind fra højre side, som Juan Cuadrado smart hoppede over. Den røg derfor videre til Morata, der ikke tøvede et sekund, da han smækkede til bolden på sin førsteberøring, og han kunne se sin afslutning gå ind i det lange hjørne. 2-0 til Juventus.

Godt tretten minutter senere ødelagde Ferencvaros det totalt for sig selv.

En forsvarsspiller afleverede en høj bold fra højre side tilbage mod sin målmand, men han missede sin tæmning, og det havde Paulo Dybala luret. Han kunne derfor let sætte bolden i tomt mål til 3-0.

Og Ferencvaros var ikke færdige med at dele gaver ud.

Igen var det Dybala, der var vågen, da han inde i feltet opsnappede en aflevering fra Ferencvaros-målmanden. På den efterfølgende afslutning fik Ferencvaros-forsvarer Lasho Dvali sendt bolden i eget net i forsøget på at holde Dybalas afslutning ude. 4-0 til Juventus.

Ferencvaros fik pyntet lidt på resultatet i overtiden, da Franck Boli sendte bolden i netmaskerne, men mere blev det ikke til.

Derfor vandt Juventus kampen med 4-1 og indtager gruppens andenplads. Ferencvaros ligger sidst.

 

 

 


Af Jonas Nielsen
Søndag 24. januar