3F Superliga -Motiveret Crone vil vise sig frem i Aalborg
2018-02-18 12:12:01
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Motiveret Crone vil vise sig frem i Aalborg

Brøndbys Svenn Crone tror på spilletid i kampen mod AaB og håber på at bevise sit værd over for Alexander Zorniger.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brøndby kom godt fra land i foråret i Superligaen, da holdet vandt den første kamp ude mod Lyngby med 3-1.

Søndag gæster topholdet AaB i Aalborg, men her er Brøndby uden anfører Johan Larsson, som har karantæne.

Meget peger på, at Svenn Crone dermed starter inde på højrebacken, og Crone håber på en god kamp i Aalborg.

- Jeg ved endnu ikke, om jeg skal spille, men det håber og tror jeg på, at jeg skal. Hvis han vælger at starte med mig, vil jeg forsøge at gøre, hvad jeg plejer. Jeg synes, det er gået godt, når jeg har spillet, så jeg vil, som altid, forsøge at vise træneren, at han kan stole på mig, siger Crone til bold.dk.

- Jeg startede sæsonen med at spille en masse kampe, og det har selvfølgelig været hårdt, at jeg siden er røget lidt ud i kulden. Men jeg får stadig ros af træneren, som viser, at han tror på mig, og derfor forsøger jeg også bare at fortsætte i samme spor.

- Denne situation er jo ikke ny for mig. Jeg må bare vise mig frem til træning og i kampe. Det er selvfølgelig meget rart at være i spil til mere end en position, men jeg glæder mig da til at spille som højreback, hvis jeg altså får lov.

Brøndby har før søndagens kampe et enkelt point op til topholdet FC Midtjylland, som søndag får besøg af FC København.

Crone nyder at være en del af Superligaens topkamp.

- Der er stor selvtillid på holdet for tiden, og vi har en masse tro på tingene, og vi tager derfor også til Aalborg med en klar forventning om, at vi kan vinde kampen. Det er en rigtig vigtig kamp, og jeg vil forsøge at hjælpe holdet til endnu en sejr.

- Det er selvfølgelig fedt at være med helt i toppen, men vi kigger ikke så meget på tabellen. Vi tager det kamp for kamp, og så må vi se, hvor langt det rækker, når sæsonen er slut, siger Crone til bold.dk.

AaB ligger før søndagens kamp nummer otte i Superligaen.

mikkel@bold.dk

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce