


Manchester United fik en potentiel nøglesejr i kampen for videre deltagelse i Champions League. Et Juan Mata-frispark og et tilfældigt selvmål vendte 0-1 til 2-1-sejr over Juventus og engelsk ekstase.
United-boss José Mourinho mener ikke, at De Røde Djævles præstation kunne være meget bedre.
- Vi spillede en fantastisk kamp. Vi var på vores topniveau, det kan ikke blive bedre. Vi kom herned for at møde en modstander, som potentielt har et helt andet niveau end os, men vi vandt alligevel og spillede en positiv kamp. Vi gik efter sejren helt til det sidste, siger Mourinho til Sky Italia.
- Fellaini ændrer kampe, oftest på Old Trafford. Vi havde ham ikke til rådighed i første kamp mod dem, men så snart de satte Barzagli ind, valgte vi at spille direkte og fik udbytte af det.
- Vi satte ikke Juan Mata på banen, fordi han nødvendigvis skulle score på frispark. Han skulle smække bolden ind i knoppen på Fellaini, for han regerer altid i luftrummet. De tre point gør en kæmpe forskel for os, selvom uafgjort nok havde været retfærdigt.
United kan nu spille sig videre i Champions League ved at slå Young Boys om tre uger, hvis Juventus samtidig tager point fra Valencia.


Manchester United
Champions League























