Luk

Mukhtar om exit: Nyt eventyr er vigtigt for mig

| 3F Superliga | 6 kommentarer

Infoboks

Lyngby - Brøndby IF
Superligaen Grundspil (20/10)
bet365 4,00 4,00 1,75
NordicBet 4,05 4,30 1,73
Oddset 4,20 4,10 1,77

Efter tre og et halvt år i Brøndby er det på tide for Hany Mukhtar at prøve noget nyt. Han vil slutte godt af i Brøndby og glæder sig til en stor og spændende udfordring i Nashville SC.

17. april 2017. De Brøndby-fans, der var på stadion til kampen mod FC København den dag, vil sent glemme det.

Ikke fordi Brøndby tabte, det har de nok allerede glemt, men fordi sæsonens helt store Superliga-stjerne Hany Mukhtar havde indvilget i en markant lønnedgang for at skifte Benfica ud med en permanent aftale i Brøndby.

Da stadionspeakeren fortalte historien, lød et brøl så stort, som det trods alt sjældent lyder på Brøndby Stadion - frelseren var landet.

Godt og vel et år senere havde Hany Mukhtar for alvor spillet sig ind i fansenes hjerter, da han i 2017/18-sæsonen var den store stjerne, da Brøndby var millimeter fra det første mesterskab i 13 år.

Den offensive tysker havde heltestatus på den københavnske vestegn.

Siden da er det blevet hverdag igen, og til nytår forlader Hany Mukhtar Brøndby til fordel for den nye amerikanske klub Nashville SC.

- Det var vigtigt for mit liv og min karriere at tage det næste skridt. Jeg har udviklet mig rigtig godt i de tre år i Brøndby, men det sidste år har ikke været, som hverken Brøndby eller jeg havde håbet.

- Så det var på tide at tage et nyt skridt, og klubben havde også brug for at sælge spillere, så det var den bedste løsning for alle. Det ville måske have været anderledes, hvis vi havde vundet mesterskabet, men sådan gik det ikke, siger Hany Mukhtar til bold.dk.

Vigtigt med stor rolle
Det nye eventyr udspiller sig som sagt i Nashville, Tennessee - altså i USA. En helt ny klub er blevet stampet op af jorden, og Hany Mukhtar skal være den store stjerne.

Han er én af de tre såkaldte designated players, som kan sprænge den almindelige lønramme i MLS, og netop den status som en særlig spiller betød meget for Mukhtar, da han skulle vælge.

- Det er meget vigtigt for mig, at jeg får en rigtig stor rolle, og at holdet bliver bygget op omkring mig. Det er specielt for en spiller. Det er ikke alle, der kan sige, at de får bygget et hold op omkring sig.

- Jeg har været med til at bygge Brøndby op i min tid her, og det har været fedt, så det bliver rigtig spændende at være med til det igen i Nashville.

- De var gode til at overbevise mig. Jeg er en type, der har brug for at få den rette behandling og blive sat pris på, og det følte jeg i Nashville, så det var jeg meget glad for, siger han.

Tyskeren vil hverken kalde sit skifte for et skridt op, ned eller til siden. Han kalder det et anderledes skifte. Det tiltaler ham, og han tror på, at skiftet kan gøre gode ting for ham.

- Jeg har altid drømt om at have en stor rolle i en stor europæisk klub, men på et tidspunkt må man også genoverveje og se, hvad der er bedst for karrieren.

- Jeg tror på, at jeg kan bygge videre på mig selv i USA. MLS er en stor liga, som er på vej frem, og hvis jeg gør det godt der, er alt muligt. Jeg har stor tiltro til, at jeg kommer til at gøre det godt, og så må vi se, hvad der sker.

Vil give alt
Selvom det store amerikanske eventyr venter lige om hjørnet, så forsikrer Hany Mukhtar, at han kommer til at give alt, hvad han kan i sin sidste tid i den gule trøje.

- Det er selvfølgelig helt menneskeligt også at tænke på fremtiden, men når jeg går på banen, så er jeg 100 procent Brøndby-spiller. Jeg har fortalt alle, at jeg vil give alt, og det er meget vigtigt for mig.

- Klubben har givet mig meget, og jeg har givet klubben meget, så jeg vil slutte rigtig stærkt af, så alle husker den bedste udgave af Hany, siger Hany.

Brøndby-træner Niels Frederiksen mærker da heller ikke andet end stort engagement fra tyskeren, som er væk om godt og vel tre måneder.

- Mit indtryk er, at han vil sørge for at slutte godt af i en klub, der har betydet rigtig meget for ham, og som har sørget for, at han kunne få den fine aftale, han nu har fået i USA.

- Hany skal være med til at bidrage til holdet og betale tilbage til klubben og fansene, og det er også mit indtryk, at det er det, han vil. Han vil efterlade et godt indtryk, og hvis han gør det, så vil han også være en gevinst for os rent spillemæssigt, siger Niels Frederiksen.

Hany Mukhtar har til dags dato spillet 122 kampe for Brøndby, og det er blevet til 27 kasser og 34 assists.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

6 kommentarer

Maradona-Messi 09:06          
"Jeg har altid drømt om at have en stor rolle i en stor europæisk klub, men på et tidspunkt må man også genoverveje og se, hvad der er bedst for karrieren" = han har selv indset, at det ikke kommer til at ske. Springet fra talent til etableret spiller i en stor liga var simpelthen for stort.
Sir_Cumcised 09:07          
Det er bare svært at se USA som noget der er godtnok for andet end pengepungen. Jeg synes det er et underligt skifte især hvis drømmen er en stor europæisk klub. Så havde belgisk, tysk, hollandsk bold da været bedre.
Bløde babser 09:49          
USA giver mening på et menneskeligt plan. Måske ikke så meget på et sportsligt plan.
Det jo der spillere tager hen når deres karriere er på terminalstadiet.
Men på det menneskelige plan er det vel OK. De fleste kan vel se det som en spændende oplevelse at bo og arbejde i USA nogle år.
brugerx 11:51          
Der bliver spillet god fodbold i MSL. Der er et højt teknisk niveau og man halter heller ikke efter hverken fysisk eller taktisk if. mange europæiske ligaer. Det er ikke til at vide, hvilke muligheder Mukhtar har fravalgt, men han har valgt en liga, der niveaumæssigt er langt over suppen.
slejser kongen 14:40          
Som AaB fan ser jeg ham ikke som den store stjerne og tænker han er ret glemt om 2 år!? Men tager jeg fejl ? Vil med sikkerhed huske pukki og wilcheck for at nævne nogle imo bedre bif spillere
poh 15:22          
Voldsomt overvurderet spiller.
Jeg tror det bliver godt for holdet i BIF at han smutter.
Nu rykker de Slimane op. Ham bliver de sgu gladere for i længden.
Han er godt nok mere en 8´er end en 10´er, men han bliver flere penge værd end tyskeren.
Fredag 18. oktober
Torsdag 17. oktober